Jah venner – tiden går hurtigt! Inden man får set sig om, er der allerede gået over en måned. Men jeg har i hvert fald haft hænderne fulde i den tid, så lad mig forklare – i ganske korte træk:

Kan nogle af jer huske Manse?

Well, én af mine største fejl i livet har været, ikke at føre mine katte sammen noget før. Og da jeg flyttede fra Gården for omkring 2 år siden, lod jeg ham blive der. Fordi B havde lidt svært ved (på daværende tidspunkt – også) at undvære ham. Tiderne ændrer sig, og mennesker ændrer sig. Og i kraft af, at B fik et andet job som gjorde at han aldrig var hjemme i hverdagen, var denne løsning simpelthen gået hen og var blevet uholdbar. Og det blev kun forstærket af, at B valgte at opsige lejemålet. Dennis og jeg havde talt om det nogle gange efterhånden, og vi havde arbejdet på at finde et andet hjem til Manse. Og vi fandt også et til ham – nu manglede jeg blot at finde katten!
Så i perioden op til Dennis’ og min vielse, brugte jeg næsten alle mine vågne timer på, at lede efter Manse. Bokstaveligt talt. Jeg kørte til Gården flere gange om ugen, men fandt kun en tom lade og ikke mange tegn på, at Manse overhovedet opholdt sig på gården længere. Det havde ellers allerede plaget mig i 2 år, at jeg lod ham blive, så det gjorde kun ondt værre, at jeg ikke kunne finde ham.
2 dage efter vores vielse, dvs. d. 24 Februar var jeg igen på en tom gård. Denne gang havde jeg haft kontakt med en pige på facebook, som muligvis havde set Manse i hendes område, et par kilometer fra Gården. For jeg havde selvfølgelig efterlyst ham på byens facebook-side. Samme dag havde jeg printet løbesedler, som jeg ligeledes uddelte til samtlige naboer på hele vejen, og i området hvor min kontakt boede. Men endnu engang måtte jeg køre hjem til Hirtshals, med en tom transportkasse på bagsædet.

Men så skete der pludselig noget!
Omkring middag blev jeg pludselig ringet op via Instagram – det var B’s kusine, som stod ude på gården – og Manse var der! Hun sendte billede for bekræftelse, og jeg gik nærmest lidt i panik – for det var ham! Hun tog lige en hurtig beslutning om, at hun simpelthen ville putte katten i bilen, og køre hele vejen til Hirtshals med ham! Så det gjorde hun!
En time senere stod jeg med Manse i armene – ude midt på vores vej – med alt taknemmelighed i hele verden til et så rummeligt menneske, som ville bringe min lille dreng hele vejen herop til Hirtshals! På det tidspunkt havde jeg ikke set Manse på andet end billeder i 1,5 år, men den lille mand lod til at kunne kende mig <3 Og så var det at jeg traf en stille beslutning om, at jeg faktisk ikke havde lyst til at undvære ham igen. Well, min kære mand faldt også for Manse med det samme. Hvilket er et held af format. Så den bette fyr er jo selvfølgelig her hos os <3 Men sammenføring med 2 ældre damer har givetvis haft sine udfordringer, som ville tage flere dage at fortælle om - men nu, 1,5 måned senere, er vi stadig i gang med sammenføring. Men dagene bliver nemmere og nemmere. heldigvis! Men I får alligevel et par glimt fra dagen Manse ankom her til huset, og op til nu:

De første par dage var lidt hårde – både for os og Manse. Han flyttede naturligvis ind i vores kælder, så han endnu ikke skulle forholde sig til pigerne, men han var træt, udspilet pga. dårlig foderstand og meget kontaktsøgende. Så de første dage gik med meget omsorg, putteri og nusseri. Masser af kærlighed, god foder, tilvænning… og ormekur.

Sidenhen er han kommet godt i stand! Og er ligeledes faldet rigtig, rigtig godt til! Med tanke på at han faktisk har boet ude hele sit liv, har han taget dét at være ‘lukket inde’ i et hus i ualmindelig godt – kun én gang har han givet et enkelt kald da han stod foran en dør, men aldrig siden! På det tidspunkt var det ikke muligt at lukke ham ud – det gør man ikke med nye katte de første uger. Siden da er han blevet lukket sammen med mine piger, Preben og Mimi, og har adgang til hele huset, hvor han frit kan bevæge sig rundt.

Sammenføringen er dog stadig en process. Og det kommer til at tage lang tid endnu! Pigerne har accepteret at Manse er her. Mimi er som Mimi er – hun er snart 15, og vil egentlig bare være i fred, og er derfor ret ligeglad med Manse, med mindre han ligger i vejen for hende, så hvæser hun så spyttet står omkring hovedet på hende! Men Manse er god og respektfuld – han trækker sig med det samme, og lader hende være.

Preben og Manse der derimod en sjovere kombination – billedet er et levende bevis på, at dette er det tætteste de to endnu har været på hinanden! :D Manse favoriserer pejsestuen, og elsker at ligge dernede, til trods for at jeg er ved at istandsætte rummet i øjeblikket (deraf rodet). Billedet er taget for en lille uge siden, og situationen var således, at Preben altid overvåger Manse når han er ovenpå. Jeg fik dog lokket Preben så langt ned på trappen, men hun nægtede at få helt ned til ham, til trods for at han gerne ligger og kommer med små, kurrende lyde, som en indbydelse! Faktisk rullede han kort efter om på ryggen, og viste Preben hele hans dejlige mave! Tillidstegn, og tegn på at han er yderst tilpas! Preben faldt dog ikke for det, og blev pænt siddende.
De har haft et par kampe, de to. Det er ikke til at undgå, da Preben er Alfa. Men der bliver længere og længere mellem deres stridigheder. Og Manse er altid den foruftige, og starter aldrig kampen.

Den bette fyr har dog stadig sit domæne i kælderen. Han kommer ovenpå dagligt, men har stadig sit foder og toilet i kælderen. Og han eeeeeelsker at ligge i sengen og i badeværelset hvor der er gulvvarme! Vi har fjernet døren mellem de to etager, men pigerne går aldrig i kælderen. Preben prøvede dog i snige sig ned den anden morgen – Manse lå i sengen hos mig, og pludselig blev vi vækket af Preben, som stod helt inde i soveværelset og hvæste. Så det udløste lige en hurtig kamp igen – kl. 04.30 om morgenen. Men spøjst nok opførte begge katte sig normalt resten af dagen – og der har ikke været noget de næste par dage.

Dennis elsker Manse. De er selvfølgelig allerede pot og pande. Og sjovt nok kom Dennis også med en lille bemærkning den anden dag, da han stod med Manse på armen og kælede ham: “Du er da vist blevet en rigtig lille inde-kat, hva?”. Og det er han virkelig! Han er en rigtig dejlig lille fyr, og højt elsket af os – og jeg er så umådelig taknemmelig for, at min lille dreng endelig er hjemme <3 Og med tiden skal det nok løse sig med pigerne - det vigtigste er jo, at alle trives og er glade - og min lille familie nu er samlet <3