Taksidermi | en kunstform

Tro det eller ej – men der er bare visse ting, man som blogger, faktisk tøver med at poste indlæg om. For mig er der ganske vist mange ting jeg synes tilhører de private gemakker… som fx mit foretrukne undertøj, og hvilke slags nullermænd der gemmer sig bag mit skrivebord. Just to name a few. Det kan sgu også blive lidt for leverpostejs-farvet, venner! Én af de ting jeg nok har skælvet mest over, er min hang til taksidermi. Og for at indsnævre feltet lidt, inden jeg sætter for mange sind i kog: fugle.

Det er lidt ligesom koriander – man har ikke rigtig nogen holdning til det, før man har prøvet det. Personligt selv, havde jeg ikke rigtig en anden holdning til det, end at det kun var for jægere. Og biologi-lokalet på min gamle folkeskole. Indtil jeg begyndte at arbejde for en jæger. Som desuden er ivrig samler af trofæer, som han selv har nedlagt over det meste af jordkloden (som han ligeledes skriver bøger om). Ingen name-dropping her.
Langsomt, men sikkert varmede jeg op til det. Fra at være voldsomt store udstoppede skabninger, begyndte jeg langsomt at synes at der faktisk var noget pænt over det. For hver har sit udtryk, og hver enkelt taksidermist (eller konservator… det lyder bare så dåse-agtigt i min verden) har desuden sit helt eget indtryk af værket, og har dermed givet emnet sit helt eget præg.

Jeg ville sindssygt gerne være det solidariske menneske, der kun samlede fugle, som er gået af denne verden af naturlige årsager, men da jeg foretrækker antik taksidermi, er deres oprindelse desværre fuldkommen umulig at spore! Så jeg måtte træffe et valg og sige, at til trods for at jeg ikke kender den enkelte fugls skæbne, vil jeg sætte en ære i at restaurere det, og bevare det på bedst mulige vis. Samt udstille det på en respektabel måde i mit hjem!

Med dén tanke på plads, købte jeg mit allerførste stykke taksidermi. En spurvehøg. Ukendt oprindelse. Og faktisk lidt i forfald. Jeg har holdt mit løfte, og har renset og rengjort fuglen efter bedste evne. Jeg har desuden taget mine forholdsregler, og udstillet ham i en glasklokke, som jeg ligeledes selv har pyntet. Han bor på hylden i mit køkken, med udsigt udover domicilet fra et vindue. Og jeg har ladet mig fortælle, at dét at han er udstillet i en glasklokke og nænsomt pyntet, har taget toppen lidt af det bizarre. Bendtsen var den første til at sige det. Det stakkels menneske skal finde sig i mange ting fra min side af :D Men som med alt andet, er han hurtigt varmet op til det. Og sagde faktisk senere, at han er flot. Det er store sager for mig.

Nope, det er ikke for alle. Men jeg arbejder altid ud fra devisen, at så længe at jeg kan lide det, kan det accepteres. Og nej, han er ikke den eneste jeg har. Men jeg skal nok vise jer resten af min (foreløbige…) samling på et senere tidspunkt – når I lige har vænnet jer lidt til tanken om, at det ikke kun er horn og gevirer der pynter i mit hjem ;)

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.