On with the Show

“Hvaaa Charlotte… er det meningen at vi nu skal til at holde øje med de landsdækkende nyheder, for at finde ud af hvad der sker i dit liv?!”

“Øh… nej. Det var ikke just planen…” var det lettere ostebrune svar, jeg sendte tilbage på en sms jeg fik d. 3/4. Dagen efter jeg havde haft et helt nyheds-hold i nakken på arbejde, i en hel time. Samme dag jeg selv døde en lille smule af både skræk og spænding, og skræmte livet af vores lagermand, da jeg kom buldrende ud på lageret med selvsamme nyheds-crew i nakken, for at vise rundt på den virksomhed jeg arbejder hos. De var også i nakken af mine kollegaer. Og min chef, som efter alt at dømme, stadig har optur over at have medvirket. Undertegnede har lidt blandede følelser om det hele. For oh lordy, hvor tog det hele lige pludselig fart!

Forklaringen kræver, at vi er nød til at bevæge os lidt tilbage i tiden, for at kunne gå frem…
Virksomheden er den samme, som jeg faktisk har arbejdet lidt for i snart 2 år. Bare på ganske få timer om ugen. Tilbage i Juni sidste år, overtog min chef endnu en virksomhed, og flyttede lokation med begge virksomheder. Jeg arbejdede stadig for ham, men mest hjemmefra, da der lige skulle falde en masse brikker på plads. I november måned sidste år, havde jeg en samtale med chef om, at øge mit timeantal fra 5 til 15 for en periode på halvanden måned. Det var egentlig ment som en midlertidig løsning på et lettere praktisk problem, som var opstået i mit favør. I Februar kom samme chef dog til mig, og spurgte om hvordan det gik med mig, og hvordan kroppen havde det (jeg har jo døjet lidt… mildest talt), og om vi skulle plotte 10 timer mere til. Det kunne vi da godt, svarede jeg, og kunne på ingen måde tørre det brede smil af fjæset. Så stod vi begge to dér og smilede åndssvagt til hinanden, uden at sige mere. På den samtykkende måde om, at nu var det sgu sket. Det vidste vi ligesom godt begge to. At tiden var rigtigt inde til det, og at vi begge var klar. That was that. Og i samme uge flyttede jeg ud af min ensomme kontor, og ud i fællesskabet. Og blev en del af en virksomhed. 28. Februar blev jeg frigjort af kommunen, som ellers har været mit sikkerhedsnet i mere end 10 år. Min sagsbehandler kaldte mig både en succes og en sensation. Jo – vi var begge glade, men jeg troede egentlig bare at hun sagde det, for at være sød! Bendtsen og jeg fejrede det næste dag, ved at melde mig ind i en fagforening, og løbe ud og shoppe en sprit-ny Fiat 500 til mig. Som jeg stadig knus-elsker nu halvanden måned senere. Og for øvrigt har navngivet Fifi.

Jeg fik opkaldet fra kommunen et par uger efter. Om jeg havde lyst til at medvirke i en nyhedsudsendelse omhandlende dét at komme tilbage i arbejde efter så lang tid? Tjoh – det gad jeg da godt. Troede jeg da nok. Selvom det virkede en anelse udfordrende – specielt i forhold til min socialangst, som nogle gange stadig viser sit grimme ansigt, dog i langt mildere grad en for 7 år siden. Jeg hørte ingenting i nogle dage, men så kom opkaldet igen. Showtime. De mente åbenbart noget med det.

So, this is it. Nu kender I årsagen til stilheden. Jeg er stadig ved at prøve at ‘lande på hylden’ og vænne mig til alt det nye. Samtidig med at jeg er ved at gå stille og roligt op i timer. Foreløbigt klarer jeg 30 timer/uge. Jeg kan se målstregen :)

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.