Nu det er så længe siden, er det lidt awkward at komme i gang igen. Og lidt svært for mig at fortælle, hvad der er sket siden sidste indlæg. Fordi der er så mange henne i virkeligheden der faktisk endnu ikke ved det her. Så bær over med mig hvis jeg stutter og stumbler lidt. Lige på dét område, er jeg stadig lidt fragile… please handle with care.
Jeg traf et valg her for noget tid siden. Mit webhotel stod til at udløbe d. 31/3, og jeg overvejede seriøst at lukke bloggen grundet manglende tid, lyst og energi. Fordi alting gik jo så godt in real life, og med 180km/t. og så videre. Jeg besluttede mig dog for, at det “nok skulle blive hverdag igen, og energien skal nok vende tilbage…”. Thank GOD jeg gjorde det! For 1 måned senere, havde jeg et møde med min jobkonsulent og chefen på KK. Og min kontrakt blev ikke forlænget. De havde ikke mere arbejde til mig, sagde de. Gik lidt i chok. Og var i de efterfølgende dage lidt trist. Energien dalede også helt vildt. Og jeg blev måske også en anelse sur og indebrændt. For nu gik det jo lige så godt, ikke?! Havde jo knoklet måsen ud af bukserne hver eneste dag i 4 måneder, uden så meget som at ytre en negativ mening om de opgaver jeg blev sat til! Sådan kan det åbenbart gå. Kollegaerne (især de bedste af dem) var også triste. Jeg traf nogle gode mennesker deroppe – og et par af dem vil også holde kontakten, jeg fik nogle gode erfaringer og fik flyttet nogle grænser for mig selv, men jeg var nu engang på kontrakt. Og i løntilskud. Det gik mig dog så meget på, at jeg måtte sygemeldes i 3 dage, efter 2 konstante dage med migræne. Min læge var bange for at stress havde taget det bedste af mig, og blodtrykket ville stige for voldsomt, og koste mig en indlæggelse på nyremedicinsk afdeling igen.
Jeg havde ærligt talt virkelig håbet på en forlængelse af kontrakten. Bare 3 måneder mere. Så jeg så slet ikke dén der komme! Men det er alligevel utroligt, så mange pæne ting folk kan sige om én, mens de fyrer én…
Der er nu gået en lille uge siden jeg stoppede. Har haft brug for lige at blafre lidt med vingerne, og slå tankerne ud af hovedet. Og vænne mig til at have så meget fritid igen! Energien og humøret er på vej tilbage, heldigvis. Familien, venner og Bendtsen har været utroligt støttende og har bakket mig op hele vejen. Sådan noget hjælper altser.
