Et panic-photoshoot med iphone, 3 sekunder før gæsternes ankomst,er aldrig den ultimative løsning når vi snakker billedkvalitet. Ikke desto mindre er det sagen i den her sammenhæng. Og jeg må bruge hvad jeg har til rådighed, for I skal jo ikke snydes for mit påskebord!

Jeg havde egentlig de helt store planer, om den helt store alting, i den her forbindelse. Men undervejs har jeg glemt at tage noter, og de mentale af dem var forsvundet som dug for solen! Jeg måtte slå til med en mere minimalistisk udgave; en blanding af hvad jeg har samlet undervejs siden jul! Te-potten er min absolutte stolthed – fundet i genbrug til 25kr. Et fund som jeg har værdsat lige siden, og med det samme vidste jeg, at den skulle bruges til dette formål. Til te er den fuldkommen ubrugelig – men med en lille hjerteranke i, fik den pludselig et helt nyt formål :) Sølv-æggene er købt privat over Facebook Markedsplads, og dugen er fra Zara Home (udgået). Guldbestikket kostede en slik i Superbrugsen, og bliver faktisk kun hevet frem til særlige lejligheder. Ægge-lysene fandt jeg i Meny. Hygge-faktoren viste sig at gå til fuldkommen maximum, efter at gæsterne havde beskuet det hele – og vænnet sig til den lidt anderledes bord-dekoration… jeg har det med at overraske. Folk er åbenbart ikke vant til at se horn eller planter brede sig udover et frokost-bord. Men det tog da opmærksomheden fra den krøllede dug, fordi værtinden ikke ejer et strygejern! :D