Apropos det at miste, så havde jeg en ret syret oplevelse, dagen efter at vi sænkede urnen i jorden. Ikke at jeg tænker meget over reinkarnation eller legeme vs. sjæl, selvom min religion alligevel taler om genopstandelsen, og begrebet reinkarnation er mere ovre i buddhisme og hinduisme. Vi er på samme banehalvdel, though.
Bedemanden ringede en torsdag og fortalte, at urnen nu var klar. Med andre ord, havde krematoriet gjort det de skulle. Vi vidste godt at det ville blive sådan, så vi var også klar over at urnen skulle herhjem og stå, til om lørdagen, hvor den endelig skulle sættes i jorden. Må indrømme at jeg havde det en smule dårligt, den halvanden dag den stod her. Godt nok i fin kasse, und alles, men at se den stå deroppe på hylden i spisestuen og vide, hvem der var i… får stadig kuldegysninger ved tanken. Men vi forsøgte at bevare roen, og behandle situationen med så meget respekt, som vi overhovedet kunne.
Lørdag blev urnen som sagt sænket i jorden, og freden kunne mærkes.
Søndag formiddag sidder jeg så hjemme, og får pludselig øje på en kat ude på terrassen. Fór op og hen til døren – alt hvad remmer og tøj kunne holde – da jeg troede at det var en af mine katte der var sluppet ud. Det var det ikke. En lille, tynd og halv-skræmt pjevs, sad stille og roligt derude og betragtede mig. Ville ikke rigtig gøre noget, for jeg tænkte den nok smuttede når mine katte fik øje på ham. Det skete så ikke. Der gik et par timer, og han luskede stadig rundt derude og kiggede engang imellem ind, som om han gerne ville ind. Fik ondt af staklen, for han var så lille og tynd. Havde talt med B om situationen, og besluttede mig for at sætte en skål mad ud til ham, selvom jeg er ganske godt klar over, at det som regel får dem til at blive (jeg har dog aldrig haft fremmede katte her, i det år jeg har boet her). Han tømte nærmest hele skålen – og lagde sig efterfølgende til at sove i solen på terrassen! Han var her stadig, da B kom hjem om aftenen. B er dog lige så glad for dyr som jeg, og han gik ud til ham. Ikke længe efter sad det lille pus på armen af bredskuldrende B, og så var vi jo solgt :-)
De to efterfølgende dage, blev pjevsen her endnu. I løbet af den tid, havde vi givet ham husly, tæppe, vand og mad ovre i vores lade, så han kunne ligge tørt og godt. For det at tage ham ind, er fuldkommen udelukket, grundet at mine piger ikke vil acceptere ham. Om tirsdagen skulle jeg ud i den bil, som vi havde taget hjem efter dødsfaldet ugen før. Det var ikke med min gode vilje, for vi havde bare taget den hjem dagen efter, og ladet den stå som den var (som loven siger). Dvs. at den rent ud sagt var møgbeskidt, lugtede fælt af våd hund, og var tæskefuld af hundehår. Ja, undskyld mig. Men det sagde ejeren også selv, inden han gik bort.
I det jeg åbner døren til førersiden i bilen, kommer bette-pjevsen rendende efter mig, springer direkte ind i bilen – og videre over på bagsædet, hvor han så sætter sig, i midten på sædet og kigger på mig!
Jeg siger jer – jeg blev skræmt fra alt sans og fornuft, i det øjeblik!
Os, der var ejeren af bilen nærmest, ved nemlig, at hans hund gjorde akkurat det samme, hver gang de skulle ud og køre. Om så han bare skulle over efter 1L mælk, var hans hund altid med.
Ikke så meget som han gav sig til at snuse, undersøge bilen… intet. Han sad der bare. Jeg gik direkte ud, og ringede B op for at fortælle ham det. Og det var ham der kom med bemærkningen. Om det mon kunne være nogen… reinkarneret.
Jeg ved det ikke. Og jeg har ikke ligefrem forsket i sagen. Men pudsigt må man sige at det er!
Han bor her for øvrigt endnu. Ude i laden. Jeg havde ellers sat fremlysninger op på to hjemmesider, men tog dem ned igen efter en måned, hvor ingen havde henvendt sig. Han har det yderst fremragende, bliver snakket med flere gange om dagen, er gode venner med ponyerne, og i god foderstand. Og så jagter han mus, selvfølgelig! Vi kalder ham for øvrigt Manse, Bette-fis, Pjevs og Lille-mand :-) Kært barn har mange navne :-) Uanset hvad, er han kommet for at blive.
