Photo 29-12-12 15.52.09

Bendtsen og jeg var en tur i Metropol i Hjørring den anden dag. Jeg havde fået et gavekort til Matas af svigermor i julegave, og besluttede mig for at gå en tur i Matas deroppe, for at se om jeg kunne få min yndlingsneglelak derinde, Chanel Rouge Noir. Jeg har prøvet adskillige gange i Aalborg det seneste halve år, og svaret er altid det samme; de har den ikke hjemme, de kan ikke få den fra Paris – og de ved ikke hvorfor, eller hvornår den kommer! Svaret var fuldkommen det samme i Hjørring, men ekspedienten var gudhjælpemig 10x mere effektiv, end hendes kollegaer i Aalborg; efter hun lod os vente i butikken i godt 15 min (må ærligt erkende at jeg til sidst troede at hun bevidst ventede ude i baglokalet for at få os til at gå!) returnerede hun endelig med gode nyheder; hun havde talt med en anden butik i København, som havde lovet hende at de ville sende 6 stk. af den famøse røde farve, som de faktisk havde på lager – og jeg kunne uden problemer blive skrevet op til én af dem! Jeg takkede og indvilligede prompte.
Selvsamme ekspedient ringede så i går sen eftermiddag og meddelte at hun nu havde lakkeladen i hus, og Bendtsen og jeg stod derfor ret i Hjørring-afdelingen her til formiddag. Jeg vidste fra sidst, at vi var 5 kunder der var skrevet op til Rouge Noir, men at der jo var kommet 6, så jeg spurgte pænt om jeg måtte have lov til at købe 2 i stedet for bare den ene der var reserveret til mig – og det var intet problem! Men overraskelserne var dog ikke slut endnu; netop i dag var der åbenbart et specialtilbud for Club Matas medlemmer – 2 valgfrie neglelakker ville udløse en rabat på -25%, så efter gavekortet på 200,- endte jeg med kun at skulle have 77,50,- op af lommen! For 2 neglelakker der immervæk koster 185,- pr. stk! Karma er åbenbart med mig these days!

Mysteriet om Chanel Rouge Noir er dog ikke helt slut for mig endnu; for jeg kan simpelthen ikke finde ud af hvorfor denne farve ikke er til at opdrive nogen steder?! Jeg var selv ved at søge på det her til morgen, og der er pænt mange skriblerier om, at farven simpelthen er ved at blive udfaset! I Matas står de dog ved at det ‘bare’ er leveringen fra Paris den er gal med, men den synes jeg at jeg efterhånden jeg har lidt svært ved at tro på, nu det åbenbart har været et problem i mindst 6 måneder…? På Chanel’s egen webshop (som @*! ikke sender til DK) står Rouge Noir mærket som “Limited Edition” hvilket i sig selv fik hårene i min nakke til at rejse sig, og jeg derfor tog beslutningen om at købe to af dem i dag, i stedet for at skulle til at købe dem til overpriser (250+ kr) fra ebay senere.
Nogen der ved hvorvidt den egentlig bliver udfaset, eller…??

Andre vil nok synes at det er utroligt meget fuss omkring en neglelak – og I har nok også ganske ret! Men farven er min absolutte yndling gennem 10+ år, så jeg vil sgu så nødig undvære den :-)