Der er vist bred enighed om, at jeg indenfor de sidste par uger er returneret til min egen lille oste-klokke kaldet EGOland. Jeg har brugt tiden på at kigge indad på mig selv, forske og spekulere. Fordi tilbage i maj gik det op for mig, at jeg egenlig havde det lidt træls med mig selv (træls er sådan et godt, jysk ord, som ikke mange andre fatter :P), og med tingenes gang omkring mig.
I weekenden, da Bendtsen og jeg var på en lille roadtrip, gjorde vi et stop ved et lille hyggeligt spisested ovre i Nibe. Stedet er egentlig bare en opgraderet grillbar, som er mest kendt for deres ualmindeligt gode ribben-sandwich, og søde piger bag disken. Efter vi havde bestilt og sat os, kom et middelaldrende par ind. Kvinden bestilte en skrabet hotdog, og manden bestilte bemeldte sandwich. Indtil han åbenbart kom i tanke om et eller andet, og venligt spurgte pigen bag disken om “de lavede den i frituren?” – det gjorde de, og han annullerede sin bestilling lige i samme sekund som jeg hørte frituregryden begynde at sprutte, og bad i stedet om en fransk hotdog med lidt dressing i. Jeg smilede lidt for mig selv. For jeg havde lige bestilt akkurat det samme. Hvilket udløste et lettere forvirret blik og et undskyldende smil i min retning, fra disken. Man skulle jo tro at vi kendte hinanden, herren og jeg. Men det gør vi ikke. Men vi har åbenbart alligevel én ting til fælles; hotdogs var nemlig det eneste på deres menu, som ikke kunne måles på kalorie-ricther-scalaen!
Jo-jo, jeg er også hoppet på den vogn. Efter lidt soul-searching gik det op for mig, at det nok ikke er helt okay at blive ved med at være en så inkarneret livsnyder, og stædigt sutte videre på min kyllingemix og pizza fra min lokale pizza-bix. I hvert fald ikke hvis jeg gerne vil kunne passe den kjole jeg har indkøbt til det bryllup vi skal til i august, og heller ikke på længere sigt, med min sygdoms-historik.
Jeg har ellers stædigt undgået alle de apps der findes derude. For de hedder alle sammen noget med ‘fitness’ – hvilket er noget jeg bare ikke har gidet det sidste års tid. Eller haft mod til. Jeg troede ellers jeg spiste okay. Men okay var også bedre end forventet – dét der derimod hyllede mig helt ud af den, var faktisk mængden! MyFitnessPal gav mig den grufulde afsløring, at jeg faktisk spiste mere end 2000kcal over mit daglige behov, ifh. til mit egentlige behov. Hvilket ville koste mig yderligere +10kg næste år. Wake-up call from hell. Der måtte sættes ind. Prompte.
Nu, 10 dage senere, er jeg endelig ved at lære det. Både selve programmet, men også livsstilen. Og den er egentlig ikke så farlig (eller kostbart) som først antaget. I was wrong again. Og jeg har allerede tabt 2,4kg.
Desuden har jeg også lært at:
– Tælle kalorier (vha. MyFitnessPal – bare tast ind, og den gør resten!)
– Spise morgenmad
– Skyr smager fuldkommen fremragende
– Stevia er et fuldkommen vanvittig godt sødemiddel til alt
– Jeg godt må spise alt, men skal groft sagt bare halvere mængden
– At der faktisk alligevel er sindsygt stor forskel på at vælge Coke Zero fremfor alm. Coke
– At Marabou premium 70% chokoladen med kokos, er pokkers god mod sukkertrang om aftenen (jeg KEDER mig sådan inde i munden efter kl. 20!)
– At holde øje med ernæringsværdierne i de fødevarer jeg køber
– At en Sodastream-maskine alligevel var et ganske godt køb, for nu kan jeg lave mit helt eget Pellegrino-vand! Bare kald mig brus-hoved :D
– At Healthjunkie er en god blog at kende! Hun har ledt mig noget af vejen, og lært mig en masse, bl.a om Stevia og mørk chokolade :-)
Dog oplever jeg at jeg døjer ufatteligt meget med at nå mit daglige kalorie-indtag, efter at jeg har købt nye forsyninger at sunde sager – bl.a skiftet yoghurten ud med skyr, sukkeret med Stevia osv. Jeg er desuden heller ikke god til mellemmåltider. Jeg er slet ikke vant til det, og spiste før bare når jeg var sulten. Al den mad, man alligevel skal spise… wauw. Devisen “lidt, men tit” har vi jo hørt til hudløshed, men det er jo heller ikke helt uden grund, da kroppen ellers går i starvation-mode, som er et gammelt urinstinkt vi har, fra dengang (back in the days…) hvor man ikke bare kunne frådse når man ville, og alting afhang af overlevelse… ikke en særlig god fordel når man gerne vil AF med vægten, og kroppen i stedet holder krampagtigt fast i alt hvad den indeholder! Komplekse, yes we are. Well, tålmodighed skal der til, men det skal nok lykkedes – jeg er jo heldigvis på rette vej nu :-)
<--- Og fordi jeg virkelig mener det her, og vitterlig vil noget med det, har jeg også klistret en lille banner-ting på siden her, ude i sidebaren. Så kan I også følge med i min progress, samt det også fremmer min egen motivation ;-)
