Guderne skal vide, at jeg har haft en rimelig broget skare af borde, på lige netop dette spot i stuen! Det er nemlig mit ‘læsehjørne’ og kræver jo ikke meget andet end en behagelig stol (som også er blevet skiftet ud et par gange, men den der står der nu kan I læse mere om HER) og et lille bord. Jysk har forsynet mig med 3 forskellige borde til stedet efterhånden, men det har jo aldrig rigtig været “the one”! Heldigvis kender Bendtsen min smag ud og ind – det er før bevist – og heller ikke denne gang, gik han galt i byen, da han en dag for et par uger siden, kaldte mig ind til sin ipad, og stolt viste mig hans nyeste fund på en genbrugsside på facebook. Det var det. HAY-bordet med den yderst genkendelige forkortelse ‘DLM’. Hvilket jeg måtte uddybe for Bendtsen – Don’t Leave Me. Manden er en knag! Og dagen efter kørte jeg de ganske få kilometer til nabo-byen Hjallerup og købte bordet for en sølle sum af 600,-. Og det er endda fuldkommen nyt. Det er dén slags, der kan varme en nordjyde helt op til ørene :D