I genbrugsforretninger og især loppemarkeder kan man ofte være heldig at opstøve noget pænt messing og kobber. Alt hvad jeg ejer af disse, er fundet på disse steder, og jeg er selvsagt fan af det! Mine seneste fund inkluderer en fin kammerstage, en 5-armet lysestage og 3 kobber-potter som nu har fået nyt liv som blomster-potter. Man behøver ikke medbringe falke-blikket for at spotte potentiale, men standen er lidt sværere at gennemskue, når det kommer til disse fund; alt med sorte pletter, buler og alt for dybe ridser, er jeg indtil videre styret blødt udenom. Dog er fælles-nævneren altid de matte, mørke overflader. Jeg har dog altid fundet den form for patina charmerende, og det leder ofte tankerne hen på, hvilken historie den enkelte genstand har, men alligevel blev tanken om en genopfriskning – og en ny historie – alligevel for fristende for mig at modstå, da jeg fandt nedenstående video! Kobber-potterne stod for skud, da de netop lod til at have spenderet et årti i et skur, og jeg tænkte at det nok ikke kunne skade alverden at prøve, nu det er så nemt. Citronsyre er nemlig en fast del af min husholdning, som egner sig glimrende til afkalkning/rengøring af både opvaskemaskine og vaskemaskine (og så er det billigt!). Jeg tog chancen og gav potterne et lille syrebad. Efter 3 minutter tog jeg den første potte op og sammenlignede med den øvrige brogede samling – og selv Bendtsen spærrede øjenene op! Resultatet var yderst opsigtsvækkende, og de to andre røg i baljen med det samme! Det greb lidt om sig, og inden længe havde lysestagerne fået samme tur. Glansen alene, er bestemt et skriv værd! Sørg dog for at få ALT stearin fjernet inden, så kan I måske være heldige at undgå den omfattende pudsning jeg efterfølgende måtte i gang med, efter at realiseret det faktum, at skidtet lægger sig i vandoverfladen af selv syrebadet, og dermed hænger fast på alt der kommer op af vandet igen… øv! Bitter erfaring på en doven søndag.