“Hvordan hulan orker du at passe alle de planter?!”
Spørgsmålet kom fra en veninde, en dag hun var på besøg. Dog også et spørgsmål, jeg faktisk hører ret ofte!

Sandheden er, at planter ikke ligefrem er raketvidenskab. De passer stort set sig selv, hvis man husker at stille dem de rigtige steder, og give dem en sjat vand i ny og næ. Vildt taknemmelige væsener!
Jeg har primært haft orkideer, men er de seneste par år varmet godt op til andre typer botanik. Primært de grønne uden blomster. Og helst nogen, som skiller sig ud fra mængden af typiske stueplanter (det ord lyder så gammeldaws!). Instagram er heldigvis en uudtømmelig kilde til inspiration, og mormor-tendensen er efterhånden godt og grundigt aflivet. Mit motto er jo flere – desto bedre! Har jeg en tom plads, ryger der straks en plante ind. Jeg kan slet ikke styre det XD Fordelene er jo at de er vildt pæne og dekorative. Og så renser de luften, og forbedrer derfor indeklimaet. Obviously.

Det er vist ikke gået nogen læsers næse forbi, at jeg har pænt mange. Derfor synes jeg det på en måde var ret oplagt at lave en lille guide omkring hvad jeg har. Som inspiration til jer. Og måske friste de botanik-forskrækkede? :D Jeg gider ikke gå i dybden med oprindelse, typer og latinske navne – jeg vil derimod hellere gøre det så dansk og hverdags-agtigt som overhovedet muligt!

Photo 03-04-2016 11.03.35

Sukkulenter & Kaktus
…eller “New kids on the block” for mit vedkommende! De bliver typisk sammenlignet, men det er faktisk to helt forskellige verdener. Jeg er først for nyligt varmet op til dem begge, så erfaringerne er ikke voldsomt store men relativt ens for begge typer, but here goes:

Sukkulenter er de skulpturelle planter med kødfulde blade. Findes i et hav af farver, størrelser og udformninger.
Og for mit vedkommende hamrende nemme at aflive!
Vand dem ikke for ofte! Jeg bør selv tatovere det statement i nakken. For det er mit problem – jeg har vandet dem for ofte, og er der noget de hader, så er det at stå og soppe i vand.

Det samme gælder kaktusser, selvom de er ualmindeligt nemme at holde. Jeg har selv kun små kaktusser, men drømmer om en mands-høj én af slagsen. Kaktusser kan nemlig holde til at stå i det mest mørke hjørne, mens sukkulenter foretrækker lyse omgivelser :-)

Hvor finder jeg mine?
Meny, Bilka og Plantorama. Koster fra 5,- og opefter. Den på billedet (sukkulent) købte jeg fx i Meny for 25,-

Zamioculcas_Zamifolia_blondiemoments

ZZ Plant – Zamioculcas Zamiifolia
Voldsomt hårdfør børge! Vil du have en plante der både er pæn og praktisk, så er det denne du skal gå efter! Jeg har for sjov skyld negligeret min i ca. 6 måneder. Ja, for sjov skyld! Ingen vand, ingen lys. Og kræet lever endnu! Det er dén type plante man kan stille ind bagerst i et skab, og glemme alt om i flere måneder. Så hvis du er dårlig til at vande blomster, så er denne en oplagt kandidat! Tricket er faktisk ikke at overvande den!

Jeg har flere af dem, og alle står i forskellige lysforhold – og alle lever ganske fortrinligt! Fordelen ved denne plante er desuden, at den kan blive voldsomt stor! Ulempen er dog, at det tager evigheder…

Hvor fandt jeg mine?
Bilka, Ikea og Meny. Til omkring en flad 50’er :-)

Violinfigen_blondiemoments

Violinfigen
Hvor tragi-komisk det her end lyder, så er sandheden faktisk, at jeg har haft den her stående i hjørnet af min spisestue i godt 2 år, uden at have den fjerneste anelse om, hvad det var! Jeg fandt først ud af det for godt to uger siden ved et besøg i Plantorama. Der stod den – min violinfigen og kostede 600kr for samme størrelse som min efterhånden har opnået!

Den elsker lys, høj luftfugtighed og derfor jævnlige dushes med en forstøverflaske. Ellers passer den stort set sig selv! Og så skal jeg helt klart på jagt efter en meget stor potte, for den har potentiale til at blive vanvittigt stor!

Hvor fandt jeg min?
I Bilka for ca. 2 år siden. Ca. 30 cm høj, og ca. 99kr dengang. Ellers er Plantorama og Greenify.dk stedet at finde dem.

pilea_blondiemoments

Pilea – Chinese money plant
Dekorativ lille fætter, som absolut ikke er til at overse på Instagram! Derfor mener jeg ikke den behøver yderligere introduktion. Stilles den et sted med masser af lys, gør den ikke meget væsen af sig, men pas på med ikke at lade den udtørre! Jeg vil våge at påstå, at den er relativt krævende hvad angår netop vanding. Heldigvis er det dog nemt at se hvornår den mangler, for stænglerne kan hurtigt komme til at hænge, når den gør.

Hvor fandt jeg min?
I Plantorama til ca. 70kr. Den kan dog være svær at opdrive her i Jylland, derfor har jeg kun den ene!

perler_paa_snor_blue_star_vaeddeloeber_blondiemoments

Perler på snor
Blue star bregne
Væddeløber

Fælles for disse tre er, at de egner sig glimrende som hængeplanter!
Ligeledes er de ret ens når det kommer til pasning: gerne masser af lys, og lad dem udtørre let mellem vandingerne.

Blue star bregnen er en nyerhvervelse i mit hjem, så jeg har endnu ikke meget erfaring med den, udover at den er dejligt anderledes i farven – er faldet fuldkommen for de grå-grønne silketynde blade :-)

Væddeløberen har været offer for kniv-skarpe kattetænder, så vær opmærksom hvis i har katte hjemme hos jer! Heldigvis lader den til at komme sig ret hurtigt igen :-)

Hvor fandt jeg mine?
Perler på snor fik jeg endelig opdrevet i Plantorama. Efter at have ledt i ca. 1 år! Den kostede mig 70,-
Jeg har dog siden spottet den i Kvickly Extra til samme pris.

Blue star bregnen og væddeløberen fandt jeg i Meny til 25,- pr. stk.

palme_blondiemoments

Palme
Er man til et eksotisk look, er palmer det man bør investere i! Min store palme er købt sidste år, og er vokset fuldkommen vanvittigt siden da. De har potentiale til at blive op til 4 meter høje, så sørg for masser af plads! Både der hvor den skal stå, og ikke mindst i potten!

Mine er oprindeligt købt til at stå på terrassen om sommeren, men denne har været inde i min stue hele vinteren, da den hader frost og for meget blæst! Vær derfor opmærksom på at stille den varmt og afskærmet for vind.

Hvor fandt jeg mine?
Bauhaus og Plantorama. 99,- pr. stk. på tilbud :-)

orkide_blondiemoments

Phalaenopsis orkide
En hyppig antagelse om orkideer er, at de er svære at holde. Lad mig lige aflive den myte med det samme! De er noget af de absolut letteste at have! Kræver lys og vand som de fleste andre stueplanter, men tåler fint udtørring. Desuden blomstrer de hele året, hvis man tilfører orkide-næring til hver 2. vanding fra marts til oktober.

Hvor finder jeg mine?
Alle dagligvareforretninger! De er nærmest umulige at undgå! De er dog oftest billigst i Ikea.

oliven_blondiemoments

Oliven træ & Citrus træ
Jeg må erkende at jeg har et temmelig ambivalent forhold til frugttræer. Jeg elsker deres dekorative udseende, men jeg må indse at jeg på ingen måde kan dyrke dem ordentligt indendørs. Mit hus er simpelthen for stort, og jeg kan ikke holde den konstante varme, som åbenbart er et must for disse træer. Til trods for at oliventræet er det mest følsomme, er det dog det der overlever bedst. Citrontræet har dog allerede opgivet, og er nu bare reduceret til en afpillet stamme. Dog lige akkurat i live. Det er det besværlige ved frugttræer: ved bare det mindste træk, eller ændringer i temperaturer, smider de bladene pr. omgående!

De kræver varme, lys, gødning, speciel jord, beskæring og konstant opmærksomhed. Opfylder man disse kriterier, bliver man også belønnet med det ultimative; vækst og frugt!

Jeg har dog ikke opgivet kampen endnu, men udsigterne er lange.

Hvor fandt jeg mine?
Plantorama og et lokalt plantecenter. De er ret pricey, så sæt omkring 200kr af til de mindste træer.

monstera_blondiemoments

Monstera
Jeg har allerede truttet i hornet op til flere gange med denne fantastiske skabning! Kan klare alt! Selv dårlige lysforhold! No words needed!

Hvor fandt jeg mine?
Bilka og Meny til 50,-
De er ikke så pokkers svære at opdrive :D

hjerteranke_blondiemoments

Hjerteranke
Det absolut sødeste stykke botanik, jeg nogensinde i mit liv har set! Hængeplante med små hjerteformede blade – deraf navnet. Yderst taknemmelig plante, som trives bedst med en lys placering og alm. regelmæssig vanding – jeg sørger dog for at lade den tørre let ud. Min hænger i soveværelset, hvor der konstant er koldt, og planten stortrives endnu! Ulempen er dog, at de er meget, meget små. Faktisk har jeg plantet 3 planter sammen i én potte, for at kunne få denne skønhed ud af det :D

Hvor fandt jeg mine?
Plantorama har dem med jævne mellemrum. Jeg gav 30kr pr. stk.

Gummi-Figen_blondiemoments

Gummi-figen
Jeg har åbenbart haft endnu en klassiker stående i huset. Denne har levet i soveværelset i godt 1 år, men som med min violinfigen, har denne også mulighed for at blive en kæmpe, hvis den får lov til det! Jeg har aldrig gjort andet ved den, end at give den en sjat vand når jeg kom i tanke om den. Sejlivet lille bæst :D

Hvor fandt jeg min?
Jeg husker ikke hvor jeg købte min, men jeg har set dem i Plantorama.

eucalyptus_blondiemoments

Eucalyptus
Igen en yderst dekorativ plante, med sine grå-grønne blade og sarte duft fra de æteriske olier. Vokser hurtigt, og kan faktisk blive temmelig høj!
Vær obs på at den aldrig mangler vand og lys! Min har stået på kontoret 2 meter fra et vindue, men det virker som om den hellere vil stå i et vindue, så det har jeg netop forsøgt.

Smid ikke grenene væk hvis du beslutter dig for at beskære den! De kan holde sig længe i en vase :D

Hvor fandt jeg min?
Superbrugsen. Til en flad 50’er. Og jeg har ikke spottet dem siden nogen steder! Men dit lokale plantecenter har dem sikkert :-)

dracaena_marginata_blondiemoments

Dracaena marginata
Relativt ny plante, som jeg stadig lærer at kende. Den står i mit kolde soveværelse i et semi-lyst hjørne, og får vand ca. hver 2. uge. Lader til at trives glimrende! Mine katte er dog også vældigt glade for de lange, spidse blade, så vær opmærksom!

Vældig dekorativ plante, som er mere høj end bred, så den ville klæde dén der væg eller det der hjørne, man ikke aner hvad man skal stille op med ;-)

Hvor fandt jeg min?
Plantorama til 99,-. Men jeg har set dem i Ikea til 89,-

bomuldsgren_blondiemoments

Bomuldsgren
Ikke ligefrem en plante eller blomst i traditionel form, men jeg kan bare ikke undvære dem heri! Evighedsgren som hverken behøver vand eller lys! Kan ikke stresse det faktum nok, at den bare klæder enhver vase i ethvert hjem!

Hvor fandt jeg mine?
Plantorama har dem i perioder, ellers finder jeg dem i mit lokale plantecenter til 30kr pr. gren.