Pejsestue. Det emmer lidt af herskabs-herligheder på et mellem-svært gods, eller et slot. Og temmelig brunt. Og bortset fra at vores villa ikke rummer de samme herskabligheder, så var rummet præcist som beskrevet; ret brunt. Og det er ikke engang en original feature på villaen – det var en tilbygning som Dennis’ bedsteforældre fik bygget ovenpå en førhen eksisterende terrasse. Derfor den store åbning i væggen, og trappen derned til: Engang var der en terrassedør og et stort vindue, og en trappe som bragte én direkte ud på en sideliggende terrasse, og ud til haven. Nu er det praktisk talt en nedsænket stue, med udgangen til haven direkte fra pejsestuen, og ud på det som – forhåbentlig! – bliver en terrasse MED pergola til næste år.
Ikke desto mindre, er pejsestuen højt elsket af nu 3 generationer. Og den har næsten set ud, som fra den blev bygget. Oprindeligt stod der faktisk en pejs dernede, men den gik vist fløjten v. 1. generation. Dennis’ mor har så fået udskiftet brændeovnen, til den som er der nu. Og selvom den er temmelig upraktisk og enormt grim, så gør den sit arbejde. Endnu. For selvom det ikke er ‘mit’ generationshus, så har jeg alligevel giftet mig til domicilet og alt som dertil hører. Og som med alt andet her i huset, har jeg planer med pejsestuen. Og jeg har lokket min mand med på noderne :o)
For ved Gud i himlen, den stue skriger på en modernisering!
Så da jeg havde været i gang med at male hele vores stue i 2 farver (det kommer i en anden post!), så fortsatte jeg simpelthen nede i pejsestuen. Og det kom ikke nemt til mig. For selvom jeg har surfet www tyndt i alle afkroge, så har der ikke været megen inspiration at hente! Det nærmeste jeg har kunne komme, er ‘Sunroom’ på Pinterest. Og heller ikke dét hjalp meget, da vi jo har en brændeovn som er placeret godt og gedigent lige midt i rummet. Så derfor måtte jeg overveje, hvorledes vi ville bruge rummet fremadrettet. Jeg måtte med andre ord – og ret groft sagt – trække en idé ud af måsen på mig selv! Undskyld mit franske!
Det første jeg gjorde – og meget stærkt inspireret af alle mine ‘sun room’ søgninger på Pinterest, var at male loftet hvidt. Og jeg gør det aldrig igen!!!
Det er nok ikke til at se på billeder, men loftet skråner, og er 4 meter højt fra stuen, og falder til en højde på godt 1,5m ved brændeovnen. Og rummet er bredt. Og jeg er højdeskræk. Og der var maling uber alles – og hele min tilværelse var én stor elendighed, mens det stod på. For det skulle have 4 lag maling for at blive helt hvidt. Og det tog selvfølgelig 100 år. Men lyset – lyset, venner! Det var det hele værd.
Derefter var det væggenes tur – og frem med stige og viljestyrke igen. Jeg valgte simpelthen at male rummet i en farve (‘Imagine’ fra Jotun) fordi 1: den skulle ‘fortsætte’ fra vores opholdsstue, og ‘binde rummene sammen’ og 2: hvide vægge blev for fersk.
Da væggene var overstået, fik fodlister og vindueskarme en tur med hvid ligeså. Og endelig kunne det sjove begynde: indretningen.
Jeg havde i forvejen besluttet, at det skulle være en hyggestue. Varme fra brændeovnen, masser af lys fra vinduerne, og udsigt til haven – læse-hyggekrog med masser af planter!
Den eneste lyskilde dernede er faktisk denne lampe, men jeg har placeret den i hjørnet både af praktiske årsager, og fordi den lyser det hele op når der er mørkt. I resten af rummet har jeg placeret stearinlys forskellige steder.
Alt, undtagen bogreolerne, er genbrug og ting jeg har bragt til huset. Dog med undtagelse af det store gamle hjørneskab, som er en kær arv fra Dennis’ bedstefar som selv har bygget det. Det har fået lov at stå originalt, og på sin oprindelige plads.
Bogreolerne er fra Ikea, og de billigste jeg kunne finde. Noget værre hø at samle (x2!), men faktisk praktiske og ‘lette’ nok uden at se tunge ud. De får stadig bøger på jævnlig basis.
Vi drømmer om at skifte brændeovnen ud med en model, hvor man kan se ilden fra alle vinkler, og gulvet skal gerne skiftes i samme ombæring! Desværre har 2. generations hundekløer ødelagt gulvet så meget, at det ikke står til at redde, til trods for at det er slebet og lakeret for nogle år siden.
Den ‘opdaterede’ pejsestue stod egentlig færdig i april, og jeg har derfor endnu til gode at have en vintersæson dernede, men dagene er heldigvis kortere og koldere, så det varer jo nok ikke længe før jeg får lov til at indvie den rigtigt :D For mig er det spændende at indrette et rum som ‘fungerer’ både i lyse sommermåneder, men også i de mere dystre vintermåneder :D