Hej venner :)
Det er længe siden. Snart 1 år, faktisk. Internet-tid fungerer lidt anderledes, så når man ser denne post engang i fremtiden, er den jo bare et del af et flow på en blog. Men ikke desto mindre, er det et faktum, at tiden har stået stille her i en rum tid.
Jeg har måtte tage tilløb. For det som er sket indenfor de sidste mange måneder, er hverken småting eller specielt overfladiske. Faktisk er det temmelig privat og meget, meget smertefuldt. Men for at “komme videre” er jeg vist nød til at adressere mit fravær. Eller årsagen til samme. For det ville være så forkert, ‘bare’ at fortsætte i samme spor, som jeg slap. Fordi der skete lige pludselig en hel masse ting.
Og I kan ligeså godt finde en kop kaffe, the eller hvad I ellers foretrækker – for den her bliver lang!
Kort efter min sidste post i August 2023 fik jeg en praktikplads i Hjørring. Jeg gik jo på daværende tidspunkt ledig, og havde inden da talt løseligt med Jobcenteret om, at skifte jobspor, da kundeservice og kontorarbejde efterhånden var blevet en smule kedeligt for mig. Specielt efter min sidste ansættelse hos SKAT, som jeg selv valgte at fratræde. Pretty much af samme årsag. Plus en masse andre ting.
Så jeg skiftede jobspor, og gik i butik. Praktikken var hos en elektronik-forretning, og det viste sig hurtigt, at jeg sagtens kunne bruge en del af min erfaring i denne branche, men ikke desto mindre var der jo stadig en masse nyt at lære, og ligeledes forholde sig til. Jeg gav dem derfor lov til at have mig gratis i 1 måned, med start i slutningen af August ’23.
I omtrent samme periode, begyndte der at ske nogle ting, som jeg måtte begynde at forholde mig lettere kritisk til. Med min mor, vel at bemærke. Hun har længe ‘skrantet’ lidt, og det var som om, at hendes hukommelse og kognitive evner var blevet svækket gevaldigt. Der var flere episoder, som fik min mistanke til at brænde ganske voldsomt; bl.a at hun pludselig en dag besluttede sig for at rode gevaldigt rundt i hendes økonomi, og ville have lukket sine konti i banken. Jeg fik hende dog overtalt til ‘kun’ at lukke sin opsparing. Jeg havde flere samtaler med banken pga. dette, og hendes rådgiver havde også bemærket den mærkværdige opførsel, og opfordrede mig direkte til at få lavet en fremtidsfuldmagt til min mor. Men det nægtede min mor pure. Andre episoder indtraf henover nogle dage, og til sidst blev jeg så bekymret for min mors paranoia og generelle trivsel, at jeg kontaktede hendes læge. Da jeg som nævnt før, ikke havde nogen bemyndigelse over min mor – og fordi GPDR-reglerne er skærpet til et fuldkommen latterligt niveau, så er noget så simpelt som en lægetid edderman’me svært at få gennemført, selvom man prøver at hjælpe én af sine nærmeste! Faktisk er det så langt ude, at man faktisk må ty til andre menneskers (specielt magthavers) goodwill. Til sidst lykkedes det mig endelig, at få en lægetid til min mor, nærmere forklaret en demens-test – netop pga. en lægesekretærs goodwill.
7. September 2023, var dagen hvor jeg skulle til Aalborg og køre min mor til lægen. Jeg havde fået fri fra praktikken af samme årsag, men dagen skulle dog vise sig, at blive alt andet end normal!
Da jeg stod op om morgenen, fandt jeg Dennis på sofaen efter en nattevagt. Han var dårlig, og klagede over sure opstød fra maven og halsen. Han virkede influenza-ramt, og temmelig dårlig, men insisterende på, at han bare lige skulle sove lidt… jeg var lidt beklemt ved situationen, og også lidt stresset over, at jeg var nødsaget til at køre til Aalborg til læge-aftalen med mor. Men Dennis mente at jeg skulle tage afsted, og så noget afklaring omkring min mors situation. Jeg kørte, men ringede alligevel til min svigermor på vej ud af byen, for lige at få hende til at tage over og kigge til Dennis, for jeg havde en nagende fornemmelse af, at noget bare ikke var helt rigtigt! Og gudskelov for, at jeg gjorde det.
I Aalborg var min mor alt andet end samarbejdsvillig, og jeg fik kun med nød og næppe konen overtalt til at tage med til lægen. Hun havde henover tid fået oparbejdet en ide om, at hun ikke gad mennesker, og hellere ville leve en hobbit-tilværelse hjemme i hendes lejlighed, så dét at skulle ud af døren, var da så bestemt noget, som kunne få hendes verden til at vende på hovedet! Ydermere er Aalborg et møg-sted mht. parkering, så vi måtte holde 1 km fra lægehuset, og gå turen ind gennem Aalborg, for at komme ind til lægehuset. Alt imens jeg måtte forsikre og forklare min mor om besøget, for hun var da næsten villig til at gøre hvad som helst for at slippe :(
Så var det jeg fik opkaldet fra svigermor, som stod hjemme i huset og vrælende som jeg aldrig har hørt før – Dennis var blevet hentet af en ambulance, og var på vej til Aalborg Sygehus Syd med en blodprop i hjertet!
Lad os lige zoome ud i fugleperspektiv et øjeblik, og lad os lige observere ironien i hele denne situation; jeg står på Boulevarden i Aalborg (100m fra lægehuset) med min muligt demente mor, og skal op til lægen med hende, for at få udredt hende. Hun er hjælpeløs, og har brug for mig. Imens er min mand – min bedste ven og livsledsager – på vej i en ambulance fra Hirtshals til Aalborg sygehus syd (2 km fra Boulevarden, hvor jeg står) med en blodprop i hjertet og i højrisiko-zonen for at dø på vejen. Han har også brug for mig. Aldrig har jeg i mit liv været mere splittet, og ønsket at kunne klone mig selv på stedet!
Jeg besluttede at gennemføre lægebesøget. Ventetiden i lægehuset var absurd lang, og til trods for at min mor faktisk skabte et par pinlige situationer (under normale omstændigheder) undervejs, var jeg kun optaget af tanken om Dennis i ambulancen. Han var jo trods alt med professionelle mennesker, som kunne hjælpe. Men jeg kendte ikke detaljerne, udover det som sviger havde vrælet gennem telefonen. Da vi endelig kom ind til min mors læge, var jeg stiv som en pind og bleg som et lagen, men det var min mor som det handlede om, så jeg sagde ikke et kuk udover hvis jeg blev spurgt. Lægen slog ret hurtigt fast, at min mor var dement. Og jeg ænsede det næsten ikke. Da besøget var næsten overstået, valgte jeg dog at afsløre for lægen hvad der var i gære (hun havde intet bemærket!), og spurgte hende, om det var forsvarligt at sende min mor hjem med en taxa? Jeg synes at det virkede PÆNT uoverskueligt at slæbe mor med tilbage gennem Aalborg, komme ud af Aalborg for at køre hende hjem, og så tilbage til sygehuset! Lægen forsikrede mig om, at det var hvad der måtte gøres, og hun bad straks sekretæren om at ringe efter en taxa! Der gik nok 10 min inden at den kom, men det føltes som flere dage. Og mor kunne ikke opfatte alvoren i situationen. Jeg tror faktisk ikke at hun opfattede situationen overhovedet.
Taxa-chaufføren var det venligste menneske overhovedet! Han var ikke dansk, og havde det lidt svært med sproget. Men jeg fik forklaret situationen på både dansk og engelsk, og tastede også mors adresse ind på hans GPS. Og betalte ham på forhånd (plus drikkepenge! Tip jeres chauffør, venner!) Èn ting han dog opfattede var, at Dennis var ‘en kollega’ (Dennis kører jo også taxa) hvilket vandt meget sympati – og han forsikrede mig med store armbevægelser om, at han nok skulle få min mor sikkert hjem – helt hjem! Og han tilbød at køre hende gratis – det nægtede jeg dog :) Min mor så så lille og skræmt ud, da jeg satte hende på bagsædet af taxaen og spændte hende fast i selen – men hvad pokker skal man ellers stille op i en sådan situation? Jeg vidste ikke bedre dengang, og er faktisk heller ikke kommet på bedre siden.
Efter at have sendt taxaen afsted fra lægehuset, RÆSEDE jeg bogstaveligt talt gennem Aalborg centrum, over efter bilen, og direkte ud til Sygehus Syd, hvor jeg brugte 30 min på at trave sygehuset tyndt fra kælder til kvist – Dennis var ankommet 5 min før mig (ufatteligt, for alt foregik i slowmotion for mig!) og havde hele tiden forladt den afdeling, som jeg netop var sendt hen til. Pludselig ringede han til mig! Lå på 6. eller 7. etage, og var netop opereret for blodproppen, og havde fået tildelt en stue! Så var det lissom min tur til at vræle.
De efterfølgende dage var et kaos af telefon-opkald, besøg, blomster og kørsel. Dennis skulle blive på sygehuset i en uges tid, og i mellemtiden passede jeg hjemmefronten og praktikken. Hver eneste eftermiddag efter arbejde kørte jeg til Aalborg for at besøge ham, så det var en stor dag da jeg endelig kunne få ham med hjem. Han havde fået indopereret en stent i hjertet, og var blevet udstyret med en pokkers masse medicin og pjecer og jeg ved ikke hvad. Samme dag som han fik blodproppen og røg på sygehuset, stoppede han desuden også med at ryge.
Min mor opfattede aldrig rigtigt hvad der egentlig var sket, men hun berettede at taxa-chaufføren havde været utrolig venlig og snakkesalig hele vejen hjem – og han havde fulgt hende HELT op til lejligheden! Jeg sender ham fortsat venlige tanker, den dag i dag.
Efter at Dennis blev udskrevet fra sygehuset, fratog man hans førerbevis i 1 måned. Standard-procedure. Han skulle derfor være hjemme i den tid. Alt var ok med ham, og han tog det stille og roligt. På den anden side, havde jeg travlt. Efter lægebesøget gjorde jeg hvad jeg kunne, for at skaffe noget hjælp til min mor i form af hjemmepleje, madlevering og hvad der ellers skulle til, for at kunne bevare hende i eget hjem. Sideløbende med, at jeg stadig passede min praktik på fuld tid. Praktikken valgte dog at fastansætte mig d. 18 September 2023.
Men ikke længe efter skulle alt igen vendes på hovedet. Den 23. September 2023 mistede jeg min 16-årige missepige Mimi. Efter alt at dømme var det en hjerneblødning. Jeg var ved at gøre rent, da min lille pige kom ud til mig i spisestuen med et vræl af en anden verden – og så faldt hun sammen på gulvet. Dennis stod lige ved siden af mig mens det skete, og jeg formanede ham straks om at ringe til vores dyrlæge, og finde ud af hvem der havde dyrlægevagten, da det var en lørdag. Jeg tog hende op, og sad med hende i sofaen indtil vi kunne komme afsted til Bindslev. Og jeg får stadig tårer i øjnene af at tænke på det. Hun blev kremeret, og hendes urne står nu sammen med Fister og Prebens urner på reolen i stuen. Og hun er savnet voldsomt. Men jeg havde set den komme… hun havde også skrantet det seneste års tid.
Hverdagen kom stille og roligt tilbage, og Dennis fik det bedre. Sygehusundersøgelsen gik smertefrit, og han fik lov til at begynde på arbejde igen. Vi valgte desuden at forsøde tilværelsen lidt, og solgte derfor vores kære lille bil, Bæstet, og erstattede den med en ny VW T-Cross i slutningen af Oktober, som nu flittigt primært bliver kørt og plejet af undertegnede.
Hele November måned gik med at få fundet løsninger til min mors situation. Igen måtte jeg appellere til andre menneskers goodwill, for at få noget hjælp, men det skulle vise sig at være en demens-sygeplejerske som tog teten og hjalp mig. Hun fik indkaldt en række magthavere, kommunefolk, hjemmepleje samt mig til et fælles møde, som faktisk fik tingene sat i gang og i perspektiv for mig. For det er stadig absurd svært at få hjælp til ens nærmeste, når man igen ingen bemyndigelse har, men til gengæld har en pårørende som ikke er i stand til at tage fuldt vare på sig selv. I samme periode kom jeg i kontakt med min mors sagsbehandler hos visitationen i hendes hjemmekommune, og det skulle vise sig at være et utroligt gavnligt samarbejde. Endelig kunne jeg begynde at få noget hjælp til min mor!
I starten af December måned begyndte politiet at kontakte mig vedr. min far, som jeg ikke har haft kontakt med i 30 år. Jeg kan ikke komme ind på de nærmere omstændigheder, men det var lidt syret at finde ud af, at han åbenbart også er dement.
I midten af December blev jeg afskediget fra mit job. Det kom mildest talt bag på mig i situationen, og det tog ganske hårdt på mig. Og set i lyset af de seneste par måneders prøvelser, så var det nok dråben der fik bægeret til at flyde over. Jeg endte med at tage til lægen, og fik en henvisning til psykolog efter egen opfordring. Jeg begyndte at lede aktivt efter en psykolog, så jeg kunne få noget hjælp, men fandt hurtigt ud af, at sundhedssystemet heller ikke fungerer i dén afdeling, så jeg ledte i stedet i den private sektor, og var villig til selv at betale for noget hjælp… jeg nåede dog aldrig så langt, da jeg vist endte med at bearbejde mine problemer på anden vis. I perioden efter nytår, gik jeg simpelthen i gang med at renovere vores kontor, og kom på forunderlig vis på ret køl igen… jeg har ingen anelse om hvordan.
I starten af Januar fik jeg et opkald fra min tidl. leder hos min tidligere arbejdsplads. De ville gerne tilbyde mig genansættelsei en ny stilling på deltid. Jeg valgte at takke ja til den (overraskende nok var jeg lissom ‘over it’). Jeg startede 29. Januar.
1. Februar rundede jeg level 4.0. Det gjorde ikke ondt, og jeg overbeviste mig selv om, at 40 er det nye 30. Dennis tog mig med ud og spise på en restaurant i byen, men jeg kunne ikke rigtig få tankerne ud af hovedet, da kat Manse havde været lidt vag den seneste uge. Han var begyndt at tisse meget og drikke en hel del, så jeg havde bestilt en tid ved dyrlægen til 2. Februar. Jeg frygtede det værste, da symptomerne mindede meget om Prebens da hun blev syg, og jeg mistede hende 1 måned senere (formodentlig lymfekræft, men jeg fik det aldrig slået fast med sikkerhed).
2. Februar fik jeg undersøgt Manse, og der blev taget en række prøver. Han har fået konstateret diabetes! Jep – det er min anden kat med sukkersyge. Jeg var rædselsslagen – at skulle gennemgå dét en gang til! Og Fister mistede jeg jo 2 måneder senere! Men tiderne har ændret sig, og min nuværende dyrlæge tager HELT anderledes på tingene. Manse klarer sig SÅ godt – han får insulin 2 gange om dagen (morgen og aften). Og derudover får han helt normalt foder. Ingen tis-prøver, målinger eller andet. Bare en normal hverdag. Og check ved dyrlægen hver 6. uge. Dr. Julie er fantastisk! Manse elsker hende, og smider sig på det kolde bord med stængerne i vejret hver gang vi kommer derover :) Jep, Dr. dyr er også imponeret over ham :) Vi justerer stadig insulin fra gang til gang (i skrivende stund får han 7 enheder 2 gange dagligt, men jeg har sendt ham på skrump med håb om at nedbringe det). Og vi går stadig vores daglige ture i haven – MINDST 2 gange om dagen.
6. Februar skete der igen omvæltninger. Hjemmeplejen ringede og meddelte, at de havde fjernet min mor fra hendes lejlighed, og kørt hende til et demensplejehjem i Nørreundby. “Fordi at det ikke længere var forsvarligt at lade hende være i egen bolig” var ordene. Ikke længe efter, ringede en magthavende fra kommunen, og fortalte samme historie i en anden format. Endelig skete der noget på den front, som jeg havde brølet om i flere måneder – dog kunne systemet og hjemmeplejen dog ikke blive enige om, hvem der egentlig havde taget beslutningen. Men hul i det, nu kunne mor vel endelig få noget ordentligt pleje?! Og jeg skulle ikke længere bekymre mig om, hvad hun lavede, eller om hun brændte hele lejligheden ned, eller om hun overhovedet fik noget at spise (de bestilte madleveringer fra kommunen svigtede faktisk til tider!).
Jeg besøgte hende lyn-hurtigt på plejehjemmet – med den tungeste samvittighed nogensinde, for jeg havde i årevis svoret hende at hun aldrig skulle ende sådan et sted :´( Men det var ved gud det eneste rigtige.
Tiden efter mors flytning var lige så hektisk som tiden inden. Plejehjemmet ringede konstant med medicinbestillinger, forespørgsler og ting jeg skulle købe ind til mor. Gudskelov havde jeg stadig god kontakt med sagsbehandleren i visitationen, så hun var en stor hjælp på området med råd og vejledning. Sideløbende ‘passede’ jeg ligeledes mors lejlighed, som stadig var – og er – mors. Manglende fuldmagter gør, at lejligheden ikke kan opsiges, igen pga. manglende fuldmagt. En anden afdeling i kommunen, behandler fortsat en værgesag på mor, så hun kan få en professionel værge – jeg skulle oprindeligt have værgemålet, men valgte at frasige mig det pga. mine søskende. Og behandlingstiden er nu kendt til at være næsten 2 år. I mellemtiden har jeg tømt postkassen ude i lejligheden hver 14. dag, og sendt eventuelle regninger i specielle kuverter til banken, som de så betaler fra mors konto, fordi jeg ikke har adgang til noget som helst af det – og heller ikke kan få det, til trods for utallige opkald til banken fra både mig og sagsbehandleren. Det var sagsbehandleren som fik skaffet kuverterne med nød og næppe – og det er ikke engang hendes job. Men goodwill – det findes endnu! Og med fælles hjælp kommer man langt på tværs af magthavere og alm. dødelige. Just saying.
I marts måned havde vi “Fremtidsmøde” på plejehjemmet vedr. mor. For opholdet der har status som ‘midlertidigt’ indtil hun får tildelt en værge. Husk nu førnævnte behandlingstid. Så det er ikke engang sikkert, at hun faktisk kan blive der. Så der skulle træffes valg om mulige placeringer og fremtiden, når nu sagen engang bliver behandlet.
4. Juni afsluttede jeg for 2. gang min ansættelse i elektronik-forretningen. Denne gang havde jeg selv indgivet min opsigelse. Af den simple grund, at de ikke kunne give mig flere arbejdstimer end dem jeg havde.
10. Juni startede jeg i en 3-ugers praktik hos en købmand her i lokal-området, og 24. Juni tilbød de mig en fastansættelse. Jeg valgte at takke ja til stillingen, til trods for at jeg også var blevet tilbudt en anden stilling i Hjørring ugen før. Det er vist første gang at jeg nogensinde har stået i et sådan luxus-dilemma! Så pr. 1. Juli var jeg dermed fastansat, og kunne afmelde mig fuldt og helt fra jobcenteret. Ikke just et drømmejob eller decideret raketvidenskab, men set i lyset af alting, så har jeg p.t bare brug for noget stabilitet – og nogle flinke og overbærende kollegaer :)
Så tiden går p.t med tilvænning af alting. Efter-dønningerne af mors flytning er stille og roligt aftaget, og jeg begynder at se lidt lysere på alting. Lejligheden passer jeg fortsat, men det er heller ikke noget problem, nu stort set alle regninger er sendt til banken og tilmeldt PBS. Så nu foretager jeg bare udluftning i lejligheden, og kombinerer besøget med noget andet (i lørdags tog jeg mig selv en tur i Magasin i Aalborg og købte lidt lækkert til… ja… mig selv) inden jeg besøger mor på plejehjemmet på vej hjem. Hun har det godt derovre – selvom hun til tider er lunefuld. Hun er ikke den samme mere. Det skal man lige forholde sig til. Gudskelov kan hun stadig kende mig hver gang – den slags skal man ikke tage for givet, da demens har det med at udviske. Hun fylder for øvrigt 81 sidst i denne måned.
Dennis har det ok – han døjer dog en hel del med træthed, så jeg sender ham snart til lægen for at få justeret hans medicin. Han taler lidt om at stoppe med at køre taxa – “hvis noget bedre melder sig…” siger han :)
Manse har det fortræffeligt – spiser, leger, går ture, laver ballade og hygger. Vi skal snart til check igen ved dyrlægen :)
Og jeg… tjah… jeg har en evne til at tilpasse mig alle situationer, åbenbart. Og himlen er jo altid blå oppe under skyerne (citat, mor). Jeg har fået fast arbejdsplan med en ugentlig fridag og weekend-rul. Så content, indtil videre. Og har foræret mig selv en ny taske i forbindelse med mit nye job (tradition). Jeg micro-optimerer alting i øjeblikket – taskeindhold, oprydning i skabe og skuffer og andre petitesser. Og er gået til angreb på min alder med hudpleje. De fine rynker omkring mine øjne er blevet temmelig tydelige!
Ind imellem alle kriser og katastrofer har der trods alt også været lyspunkter. Vi har flere genbesøg til gode her på bloggen, og en enkelt ekstrem-renovering af kontoret. Men alt det her skulle lige ud først.
Jeg føler at en byrde er lettet fra mine skuldre nu :) Hvis du stadig er med – så tak!
Vi ses snart igen ;)
