På denne dag for 2 år siden, flyttede Miss Liberty ind på mit kontor, og blev dermed det første værk, jeg kastede mig ud i, når vi snakker væg-malerier. For til trods for at mit kontor sidenhen har ændret udseende op til flere gange (!!) så er hun det faste indslag derinde, uanset hvad jeg end finder på. Og hun bringer stadig et smil på mine læber, hver eneste dag. Siden da er der kommet endnu et par værker op, for selvom udfordringen var en anelse stor i starten, så tabte jeg ikke modet. I Maj 2016 blev “Birds on a wire” derfor en realitet oppe på væggen ved trappen til 1. salen. Og jeg kan stadig huske hvordan jeg baksede rundt med en 4 meter lang stillads-trelle som jeg havde lånt til formålet! Og ikke mindst hvor vanskeligt det er at male på glasvævs-tapet! Meeen det stoppede mig ikke. For jeg kan godt lide at efterlade et “mærke”. Og sidste år blev Marilyn Monroe foreviget i en blandet fortolkning af mit første maleri, da jeg satte mig for en gennemgribende istandsættelse af min 1. sal. Og et eller andet sted der imellem, kom fuglene også op i min spisestue, over terrassedøren. Samt et mindre maleri i mit køkken, som jeg vist aldrig har vist jer.
De spørgsmål jeg som oftest får, når folk besøger mig og ser mine malerier, er som regel hvordan jeg har lavet dem, og hvad jeg gør hvis jeg en dag beslutter mig for at få en ny farve på væggene – samt hvad der skal ske med dem, hvis jeg en dag flytter herfra…
Well, for at tage dem fra en ende af: jeg har brugt en projektor til samtlige malerier. Jeg kan ikke male i frihånd i så stor format, så de er først skitset vha. projektor :)
Jeg drømmer om at male alle vægge i huset grå – og helt ærligt, så ender jeg nok med at male omkring samtlige værker, hvis det en dag skulle blive aktuelt! På nær den i køkkent – jeg har en tanke om at male den over, og lave noget andet :)
HVIS jeg en dag skulle flytte herfra, så bliver malerierne. Som sagt kan jeg godt lide at efterlade et “mærke”. Så må dem der end overtager, beslutte sig for, hvad de vil med dem :) Bevares – jeg er jo ikke ligefrem Picasso :D