Som I nok allerede har luret, så sker der altser lidt på belysnings-fronten her i huset i øjeblikket. Faktisk startede det som en tilfældighed, da jeg jo for nylig rendte over en gammel tørrehjelm på et marked, som jeg så lavede om til en lampe. Hvad jeg ikke har nævnt er, at jeg samme dag traf Bendtsens onkel, som tilfældigvis lige havde købt en pendel et sted på en auktion. Han fortalte bl.a at den åbenbart er af dansk design, at der ikke er mange af dem, og at den har hængt på en restaurant et sted i København. Hans kone beskrev den som en “omvendt Nilfisk-støvsuger”, og jeg blev selvfølgelig mere og mere nysgerrig på denne hersens lampe. Det endte med at Onkel Bruno kørte hjem til sommerhuset efter lampen, og da jeg så den gik det endeligt op for mig, at han faktisk havde købt den med MIG i tankerne! Jeg købte lampen på stedet – og jeg fik den ekstremt billigt kan jeg nu se – 300kr. Det har jeg ikke noget imod at fortælle jer.

Løjerlig så den dog ud, da den lå helt originalt, i en stol i stuen de næste 14 dage. Og jeg fik aldrig taget et billede af den, men har fundet frem til en enkelt annonce på G&G hvor I kan se hvordan min så ud før. Jeg kunne personligt selv ikke forene mig med det lidt maritime udtryk, i form af rebet den hang i, og kombinationen af guld og kobber. Så rebet blev hevet af, og erstattet med en jernkæde fra Jem&Fix. Lampen blev spraymalet sort, og det eneste jeg valgte at bevare, er metalskiltet hvorpå mærket sidder, skruerne der holder topstykket sammen, og indersiden af pendlen i kobber, som dog er adskilt med en glaslåge i bunden (som ikke kan ses på billederne – men det minder lidt om et ko-øje på et skib). I processen blev jeg virkelig overrasket over, hvordan noget så maritimt, så nemt kunne omdannes til noget mere industrielt. Den ligner for mig seriøst et scenelys, og jeg kan nærmest ikke få armene ned over den :D
Den var oprindeligt tænkt til at hænge over spisebordet, men jeg valgte at sadle om, og erstatte min Holmegaards-lampe over stuebordet med denne – hvilket var den helt rigtige beslutning, både af hensyn til størrelsen og stilen (den er okay stor). Og så giver den et fuldkommen formidabelt blødt lys over bordet, som ikke skinner i øjenene, grundet glaslågen i bunden, og indersiden i kobber :-)

Lack-bordet fra Ikea er en konstant plage her i huset. Vi kan godt lide det grundet højden, men udtrykket har kedet mig det sidste års tid. Den kvikke læser ved desuden også, at jeg har haft samme bord i sort.
I et snævert forsøg på at komme væk fra ikea-looket, valgte jeg at købe nogle høvlede brædder i min lokale tømmerhandel, og bejdse dem grå med Junckers rustik bordpladeolie i farven “Drivtømmer grå”. Jeg havde ikke de store forventninger til projektet, da jeg stod i laden over 4 dage, og bejdsede løs, men jeg må erkende at jeg er endt ud med en rimeligt okay resultat. Man kan jo sagtens nøjes med bare at skrue brædderne på selve bordpladen, men da Bendtsen førte saven den dag, havde han alligevel lidt for travlt, og savede ind i kanten af bordpladen. Derfor valgte jeg ret hurtigt at sætte brædder hele vejen rundt i kanten også. Jeg har desuden en ide om at sætte nogle andre ben under, og skrue nogle vinkelbeslag på hjørnerne. Så er vi da i hvert fald helt væk fra Ikea-designet :D