Ork, jeg er så tilbageholdende med så mange ting, at det er begyndt at irritere mig grænseløst. Jeg ved jeg bør komme ud med tingene, men det er sgu for svært. Må nogle gange tvinge mig selv. Og den tvang har taget mere end 2 måneder nu.
Det er så nemt, at springe over hvor gærdet er lavest – blogge om indretning, juledimser og nuttede ting og sager. Men sandheden er, at der jo også sker mere alvorlige ting, bag kulisserne. Alting er sgu ikke pusse-nusse perfekt. Og da slet ikke i min verden. Men sådan er det at have en blog, eller bare være en offentlig person. Man viser som regel kun de pæne sider af sig selv. Selvom virkeligheden er en helt anden – ungerne er sure, huset ligner Kosovo, og forholdet til manden eller kæresten er gået i hårdknude. Dog bare eksempler – det er ikke tilfældet her.
Nu må jeg se om jeg kan få afsløret det her, uden at begynde at tude ned i tastaturet (igen….).
Vi er ramt af sorg. På 2. måned. Min stedfar (ikke helt, men det er nemmest at beskrive. Han var min mors bedste ven gennem 16 år) afgik ved døden d. 7 september. Meget pludseligt, og har efterladt os i en tilstand af sorg og håbløshed.
Jeg har aldrig mistet nogen så tæt på mig, og hele oplevelsen har været en rutsjebane. Lettere traumatisk.
Vi stod selv for det hele. Også en ny oplevelse. Samme aften vi fandt ham, sad vi ved bedemanden, og skulle prøve at lave noget smukt ud af det hele. Det var hårdt… virkeligt. Og jeg hader ellers at græde i offentlighed. Turen ved præsten var bestemt heller ikke bedre… andre menneskers medfølelse og forståelse rammer alligevel hårdt, selvom de kun mener det bedste. Han blev bisat om lørdagen, ved en virkelig smuk ceremoni, fra en skøn kirke. Den efterfølgende lørdag blev urnen sat i jorden, omgivet af de nærmeste. De efterfølgende 3 weekender blev brugt på skifteret, praktiske gøremål som opsigelse af lejlighed, og tømning af det. Det var et regulært helvede. Vi har et helt rum ovenpå med hans ting. Som ingen af os kan overskue lige nu. Vi er bare heldige at vi har et rum, hvor døren kan lukkes, og ikke behøver at beskæftige os med, før den dag vi er klar til det.
Det er så uvirkeligt. Har stadig svært ved at køre forbi hans vej, hvor han boede. Gudskelov havde B og jeg trods alt hinanden gennem alt det her, men værre var det for min mor, som måtte op med hans hund til dyrlægen dagen efter. Det var hans eneste ønske. At hunden skulle med ham, når han gik væk. Vi regnede jo bare ikke med, at det ville ske nu. Men han fik det trods alt som han ønskede. Hurtigt og smertefrit.
Udover min egen sorg, har jeg måtte tage mig meget af min mor, som nærmest har svævet i en depressiv tilstand siden dagen. Det var jo svært for hende at forstå, da vi ringede til hende samme aften, og overbragte de dårlige nyheder. Man forstår hende jo godt. Det er bare voldsomt at tage telefonen, og have en grædende mor i røret, flere gange om dagen. Når man ikke selv er bedre stillet. Vi var jo et lille firkløver. Nu kun tre-kløver. Og vi passer edderman’me på hinanden nu. Dødsfald sætter tingene i perspektiv.
Man kommer heldigvis videre. Aldrig over det, men videre. Færre tårer, mindre sorg. Men man kan jo heller ikke gøre det alene. Knuden bliver mindre og mindre med tiden. Selvom jeg umiddelbart troede, at jeg aldrig skulle komme over det. Troede heller ikke at jeg kunne komme igennem bisættelsen, så det gik faktisk sådan, at jeg dagen inden tog til lægen for at bede om noget beroligende. Deres udvalg var dog ikke lige helt hensigtsmæssigt efter min egen vurdering (stesolid), så jeg valgte at lade være, og tage det som det kom. Det gik også. Ikke fint eller godt, men det gik.
Vi er stille og roligt ved at komme tilbage til normalen. En hverdag uden. Luften er endelig ved at sive en smule ud af ballonen, og skuldrene er ved at falde ned på plads igen. Man retter ryggen, får nye ideer og tiltag, og rykker lidt tættere sammen som familie. Smider nogle dårlige vaner væk, og indfører nogle nye. I denne weekend fejrede vi bl.a min storebrors 50-års fødselsdag. Rart at kunne smile igen :-)
