Man kan kun undre sig over, hvad jeg laver oppe så tidligt en lørdag morgen! Ganske vist er der ingen tid på disse indlæg, så jeg kan roligt afsløre, at klokken var 06.00 da jeg ploppede ud af den firbenede. Jeg har snuet, har jeg! En hel halv time mere end sædvanligt. Og nu sidder jeg klar foran skærmen iført morgenkåbe og med god kaffe i koppen, og spekulerer på om jeg skal støvsuge alt det halm op, som ligger rundt omkring her i huset. Jep – halm! Vi havde nemlig besøg af to søde piger i aftes – og deres forældre. Fordi Bendtsen og hans ven Gerlach deltager i NJSK Småbådsklubs fiskekonkurrence i dag, og startskuddet lyder kl. 0800 og bliver sendt live på Facebook. For Bendtsen har jo købt båd. En lille sød 16-fods motoriseret jolle, som har fået navnet “Magdalene” efter hans mor. Og det er altser hende (jollen!) jeg skal se pile ud af Rønnerhavnen i Frederikshavn på slaget, når starten går, sammen med mere end 50 andre sværvægtere i småbådsklassen. Kan kun blive sjovt! Senere på dagen kommer Fru. Gerlach og henter mig, og så kører vi derop og tager imod drengene, når de kommer ind igen :D Vi havde derfor familien Gerlach til uformel spisning i aftes, og Hr. Gerlach overnattede derfor her, da de skulle monster-tidligt afsted i morges. Forklaringen på halmen er, at pigerne godt kan lide at hoppe i det ude i laden – så undgår man jo ikke at der kommer lidt med ind i huset… eller i håret, sokkerne og selv underbukserne for pigernes vedkommende XD
Men det er sådan set TV-programmer det skal handle om i dag! For Tv er ikke noget jeg ser særlig ofte… som i overhovedet. Sara og Signe ville gerne se Disney-show i aftes, og jeg må indrømme at jeg ikke engang vidste hvilken kanal det blev sendt på – eller om vi overhovedet har den kanal! Gudskelov kunne forældrene uddanne mig, og til trods for at vi faktisk har nedgraderet vores TV-pakke 2 gange, er DR åbenbart inkluderet uanset hvad. I did not know that. Så lærte jeg noget nyt. For vi ser aldrig tv. Vi har to Chromecasts – et til hver tv, og så er vi ellers flittige brugere af alt der findes til ipad: Netflix, DR-appen, TV2 Play og Viafree. Og for Bendtsens vedkommende; Dansk Filmskat. Skal vi se noget, så bliver det via Chromecast! Både i stuen og i soveværelset.
Så selvfølgelig har jeg nogle faste programmer, jeg altid følger med i via disse apps. Så jeg går aldrig glip af noget, og kan nogle gange se dem, før de overhovedet bliver sendt på tv (hvornår det så end er…). Selvfølgelig er det boligprogrammer – og jeg vil her liste mine favoritter op, og måske endda også se et par afsnit her i weekenden – hvilket bare er helt oplagt, efter den (lede møg!-)uge jeg har haft mig :-)
Nybyggerne – TV2 Play
Fire forskellige par flytter ind i fire identiske huse. Her konkurrerer de om at omdanne de simple råhuse til fortryllende boliger.
Kender du typen – DR1
Hvilken kendt dansker gider ikke hænge sine billeder op på væggen og foretrækker at stege sin bøf i et toastjern? Det skal livsstilseksperterne Anne Glad og Flemming Møldrup regne ud! Blandt mange forskellige boliger, skal de to livsstilseksperter regne ud, hvilken kendt dansker der bor i de hjem, de besøger.
Fra yt til nyt – DR1
Det er ren genbrugsmagi i Fra yt til nyt, når gamle ting får nyt liv. Alt kan lade sig gøre, når bare man har en god ide.
Liebhaverne – TV2 Play
Liebhaveri og boliger i verdensklasse
Huse der aldrig kommer til salg – TV2 Play
Husejerne der aldrig kunne drømme om at sælge. Hør deres historier.
Grand Designs er også en stor-favorit, men desværre er afsnittene svære at opdrive efterhånden. Det er lige før at jeg er fristet til at tænde TV’et for at finde det igen :D