Jeg har frygtet den her post. Men nu skal det ske – og det skal det af flere årsager:

1. Fordi det er på tide
2. Fordi jeg har besluttet det
3. Fordi det er nødvendigt for at komme videre

2022 var et lorte-år. Der skete 2 gode ting: Dennis og jeg blev gift, og Manse kom hjem. Resten… puha. Jeg har måtte tage tilløb for at få sat ord på det hele. Og det bliver garanteret en forvirrende pærevælling, for der er flere ting i det. Og det er privat og personligt, men jeg tror på, at der skal sættes ord på det. For jeg er vel ikke den eneste der er ramt af at livet nogle gange gør ondt. Så lad os dele.

Jeg er sygemeldt. Og det har jeg været i over 1 måned nu. Jeg er ramt af udbrændthed og stress. Så for os har hverken jul eller nytår eksisteret i 2022. Jeg kan tage meget på mine skuldre, men den udløsende faktor for mig var, da min elskede kat Preben blev syg tilbage i midt November. Sådan rigtigt syg. Faktisk så syg, at jeg måtte lade hende aflive d. 8 December. Og det piner mig stadig så meget, at jeg lige har været ude og hente en serviet til at tørre mine øjne med. Hun blev 13. Og det var med 99% sikkerhed lymfekræft. Den 12 Dec skulle jeg starte i en (fuldkommen latterlig) praktik. Det gik slet ikke, for da jeg havde siddet på stedet og gloet ud i luften i 6 timer, besluttede jeg, at nu var det nok. Så jeg ringede til min sagsbehandler og sygemeldte mig. Og så ringede jeg til lægen og bestilte tid til en undersøgelse og depressions-test. Depression har jeg været nede og vende i – specielt i forløbet med Prebens sygdom, men jeg tror jeg fik hevet mig ud af det ved egen hjælp og overtalelse. Men stress-testen var en helt anden sag.

Der er jo også det i det, at jeg også har min mor. Det lyder sikkert uskyldigt, men hun er ved at være gammel (snart 80). Og jeg har godt set det komme, men det er først i sidste halvdel af ’22 af det langsomt er gået op for mig, at der er ved at være noget galt med hende. Først tænkte jeg at det var pandemien og isolationen der havde slået hende ud af kurs – at dét at tage en bus og sådan noget, var noget hun ville blive i stand til igen. Men det var det ikke. Og det opdagede jeg tilbage i september, da jeg måtte køre de 60 km ud til hende 2 gange på en uge, for at få hende til hendes årlige undersøgelse hos hendes læge. Siden da, har hun i stigende grad været afhængig af mig. På nuværende tidspunkt ved jeg ikke helt hvad jeg skal lægge i det – om det er dovenskab, vanens magt eller bare ensomhed. Men med 5-8 opkald om dagen, uanset om jeg har været på arbejde eller ej – begynder jeg at synes, at det er på tide, at både hun og jeg, får noget hjælp. Så jeg skal have fat i hendes kommune i morgen. Og hendes læge. For jeg kan ikke blive ved med at springe rundt på den her måde. For jeg skal jo også gerne selv have det bedre igen – og faktisk gøre brug af den henvisning til psykolog som lægen gav mig – og faktisk finde en psykolog – og raskmeldes – og have et job igen – og en nogenlunde normal tilværelse, ikk? Det er hårdt at erkende – specielt når jeg ved hvordan min mor vil reagere, men jeg kan bare ikke være værge for min mor. Der skal hjælp til nu.
Selvom jeg blev sygemeldt, stopper min mor jo ikke. For min mor forstår jo ikke rigtigt hvad det vil sige, og forstår heller ikke rigtigt begrebet, selvom jeg forsøger at forklare det. Hendes reaktion er typisk forvirring – om det er påtaget, ved jeg ikke. Det må lægen afgøre.

2 uger efter at jeg mistede Preben, begyndte jeg at bemærke noget unormal aktivitet ved vores nabo, som også er vores venner. Og det var ikke af den gode slags. Og jeg vil ikke komme nærmere ind på det, men et par dage efter jul, mistede vi vores ven og nabo. På det tidspunkt var jeg selv så langt nede, at jeg ikke engang kunne overskue at gøre noget. Først 31. december gik jeg over til enken med en buket og kondolerede. Og jeg føler mig som en røv for det! Men når støvet har lagt sig, så må den samvittighed lettes.

Den 3. januar kunne jeg hente Prebens urne. For selvfølgelig skulle hun kremeres og hjem og stå sammen med Fister. Det gav en hel dyne af nye ting at forholde sig til. Og en ny slags sorg at bearbejde.

Og nej – det er jo ikke ‘bare’ 2 dødsfald og en forvirret mor der er skyld i min tilstand. Det går jo langt længere tilbage… For jeg havde jo det der job, som var ret så intensivt og krævende. Og mens jeg havde det, så mistede jeg i juli også en nær veninde til kræft. I august sagde jeg det forbandede job op, og i september mistede jeg yderligere 2 meget nære venner i samme måned. 1 døde, og den anden flyttede og forsvandt. Af hvad jeg ved af.

Som jeg sagde… 2022 var for mig et lorte-år. Men hvad så nu?

Well… jeg savner bloggen. Og jeg savner jer. Og livet er stadig svært. Faktisk så svært, at det viser sig i fysisk form. Mit krop er ramt af udslæt og ulækkerhed. Jeg har ikke sovet ordentligt siden starten af november måned, og min mand knokler røven ud af bukserne både dag og nat (bogstaveligt talt – han har nattevagt hver anden uge). Og i en lang periode havde jeg virkelig svært ved at være alene, uden at blive ramt af tankemylder. Fx at tage et bad kunne være dagens værste udfordring – kan I relatere eller forestille jer det?! Det sker jo ikke for mennesker med en normal tilværelse :( Men tågen er ved at lette… dog laaaaaaaangsooooomt! De første 2 uger af min sygemelding gik uden at få gjort en fløjtende skid – helt ærligt. Målet var blot at stoppe med at græde hele tiden. Så gik der en uge med accept af ny tilværelse. Og siden da, har jeg arbejdet på at holde mig beskæftiget, og finde tilbage til mine interesser. Målet har været, at komme lidt ud af huset hver dag. Det har lykkedes, men det har sgu været en dyr beskæftigelse! Forstået på den måde, at jeg har shoppet mig ud af tankespind. Der har været mange ture i Ikea, Jysk og andre små-butikker og diverse. Jeg indrømmer det blankt. Og så ‘passer’ jeg fortsat min mor. Og hun er sgu tung at danse med til tider – så det har ikke været helt sundt for min økonomi at Ikea ligger så tæt på hendes bolig, at jeg simpelthen er kørt derud og har ‘trøste-shoppet’ efter nu 2 trælse besøg ved hende. Dog er købene ikke impulsive, alt har været planlagt. Købene altser – dog skulle de have ventet til et senere tidspunkt! Men til trods, har jeg meget glæde af dem. Dog retfærdiggør det ikke min adfærd! Siger det bare.
Onde tunger vil måske spørge, hvor min mand er i det her – og om han finansierer mine shopping-outbursts? Jeg tænker jo på det meste, når jeg skriver, så jeg kan ikke undgå at tænke, at nogen brænder inde med et sådan spørgsmål – og nu jeg er ved at hælde ud af min private afdeling, så lad mig da også være ærlig på den front: Dennis er her skam. Og mit ægteskab er ligeså stærkt som det altid har været. Men Dennis arbejder meget, og jeg har en tendens til at ville løse mine problemer selv – jeg er ikke god til at ‘læsse af’ på andre og overlade tøjlerne. Han er der skam så snart jeg pipper og har brug for hans jordnærhed og realitetssans. Eller bare en skulder at græde ud ved. Og nej – mine shopping-udbrud går ikke ud over vores fælles økonomi. I vores økonomi har vi hver vores konto, med hver vores ‘lommepenge’. Så svaret er nej.

Men hvad er planen så herfra?
Well, jeg skal til at stramme tøjlerne og indse, at der skal gøres noget ved årsagen til mine problemer. Jeg kan ikke shoppe mig ud af det, eller fortsætte med at aflede mig selv. Jeg skal have fat i visitationsafdelingen i min mors kommune, og høre om der er nogen hjælp at få. Og så skal jeg kontakte min mors læge, og få udredt hende der. Og jeg har absolut ingen som helst lyst eller energi til at gøre noget af det – men det skal gøres.
Når det er sat i værk, så skal jeg i gang med at opdrive en psykolog til mig selv. Og jeg forstår nu, hvorfor min læge anbefalede at lede i hele regionen – for at finde en psykolog med en henvisning i hånden, er som at lede efter nålen i høstakken – ventetiderne er 3-6 måneder. Jesus Christ. Men bare en tid bliver lavet – så har jeg styr på dén del. Og så raskmelder jeg mig så snart jeg har det lidt bedre (og har styr på de foregående ting!).
Og så skal jeg i gang med at skrive igen. Her, selvfølgelig. Om normale ting. Såsom mine projekter. Og min videre færd.

Men det føles godt at få luft – og få jer fortalt hvad der foregår her i kulissen. Det kan jeg leve højt på resten af dagen.
Tak for at du ‘lyttede’, hvis du stadig er med så langt!