Så skete det – min flor-lette, fine hvide rumdeler er udskiftet med en kæmpe svær-vægter af et metal-bæst. Det er vildt fremmed, men en ting jeg dog ikke har fortrudt. For der har været overvejelser, har der. Og samtaler. Og mock-up’s i photoshop. Fra alle vinkler. For hvad ville der ske med lyset i spisestuen – og ikke mindst i kontoret, som jo er adskilt vha. denne metode, og hvad nu hvis gulvet er pil-skævt (hus anno 1916…) og alt det der. Og hvordan skal man overhovedet få bæstet ind, når det vejer tæt på 100kg.
Well, alle spørgsmål blev besvaret. Og resultatet overvandt enhver frygt. Metal lockeren var faktisk en foræring, og har boet i min lade siden oktober sidste år. Jeg har flere gange (rigtig mange gange!) overvejet at sælge det, men high-fiver mig selv rent mentalt på daglig basis, for ikke at have gjort det! Bevares, lidt maling skulle der til – for lågerne var før blå. Så derfor listede jeg til Hals, og investerede i kalkmaling og voks fra Annie Sloan – i farverne Paris Grey og Graphite. Og så gik jeg ellers i krig. I spisestuen. Gudskelov er Annie Sloan lugtfri (…eller malingen er!), så jeg fik ikke den sædvanlige “malerhjerne” af at male Hr. 180x125x65. Og jeg er svært tilpas med resultatet! Jeg kan godt lide den lidt ru overflade, og valgte dog også efterfølgende at give lågerne lidt sort voks i kanterne, for lige at få det sidste rustikke udtryk med. Og så ellers afslutte med de sædvanlige tal på nogle af lågerne. Bendtsen sagde efterfølgende at det ligner en afdanket militær-kasse. Det tager jeg som et kompliment – mission accomplished :D
Klapper mig selv på skulderen for det ekstra opbevaringsplads. Og så er der også blevet plads til en lille “kattehule” nede i hjørnet, som pjevserne ret hurtigt blev fan af. Og EU’s største opslagstavle på bagsiden ind til kontoret, med plads til alt mit hjerne-fnuller i form af moodboards, prints og diverse dimserier :D
