Bum! Så røg varmelegemet i vaskemaskinen! Det er jo et af disse hverdags-trivialiteter man ved kommer på et tidspunkt – men aldrig belejligt! Jeg kan dog umuligt bebrejde maskinen (selvom jeg gerne vil den slags), da den gamle Gorenje var mindst 15 år gammel. Så den havde aftjent sin værnepligt! Selvom jeg ganske vist knurrede lidt, da jeg ved et tilfælde opdagede, at lågen var kold under en omgang citronsyre-rensning på 95 grader. Skævede også ind i tørrestuen, og blev lidt bakterie-forskrækket over at tænke på, at de 2 vaske jeg lige havde hængt op, jo slet ikke var rene!
Nå, men noget måtte jo gøres. Man kan jo ikke undvære en vaskemaskine! Og Dennis og jeg havde allerede talt om, at vi nok skulle se nærmere på et andet alternativ så snart at den gamle dame i kælderen ikke kunne mere – og gerne en kombi-maskine, selvom den type er ret udskældte. Jeg har dog haft dem før, og har også været okay glad for denne type – men erfaring har gjort, at jeg holder mig langt væk fra ét bestemt mærke – så jeg vidste da i det mindste, hvad jeg skulle styre udenom.
Fordelen ved vaske/tørre-maskine er jo helt klart plads-besparelsen. Og vi har jo tidligere talt om mit forhold til tørretumbleren, så jeg ved med 110% sikkerhed, at dén ikke vil blive brugt, med mindre der opstår en krise-situation. Så jeg tog chancen – igen. Og erstattede hele “vaske-tårnet” i skabet med denne Samsung kombi-maskine, aka. ‘Spotless Sam’. Og jeg er allerede lidt vild med ham! Ikke bare kan han vaske som en drøm, han er også god til at spare på både vand og energi-forbrug (det var et ufravigeligt krav!). Desuden kan jeg styre ham via en app på min iPhone via WIFI! Og han sender mig en sms hver gang han er færdig. Og så har han auto-dose, så jeg er fri for at rode med vaskemiddel og softener hver gang… og en hel masse andet kan han! Den er skis’me smart! Jeg er helt forundret!
Men med ham som erstatning, stod vi jo med et stort, beskidt hul i hulen. Bogstaveligt talt. Så det udløste et vakst lille mini-projekt søndag formiddag; mens jeg vaskede ned og gav væggen en opfriskende gang maling (godt man altid har rester på lager til div. formål og rum!), så fixede Dennis lige et par nye hylder til mig i skabet! Et voila – en samlet løsning! Jeg kalder det #Hverdagsoptimering
Og en sidegevinst var, at jeg fik tømt hele skabet under vasken i badeværelset :D