Billedet (som er en absolut sjælden selfie!) er fra sidste lørdag (5 dage siden, i skrivende stund), taget kl. 15.38 i personalerummet på mit arbejde, på en virkelig travl dag. Vi er pt. i højsæsonen, hvilket betyder mange besøgende i butikken, og at jeg taler mere engelsk til daglig, end dansk.
Det er meget muligt at mit hår ser lidt rodet ud, min make-up næsten er smeltet, og jeg er træt – but trust me; det er flere år siden, at jeg har været så glad, som jeg er nu :)
Sidst vi talte sammen, havde jeg lige været igennem et absolut helveds-år.
Nu – næsten 1 år senere – er tågen endelig lettet. Og Jer der stadig “holder øje” med mig, undrer jer måske over, hvordan alting går. Så lad mig føre jer up to date med det samme!
Efter 9 måneders midlertidigt ophold på et demensplejehjem, som både hun og jeg kom til at holde af, fik jeg i november ’24 besked om, at der nu var tilbud om en fast plads på selvsamme sted, men bare på en anden afdeling. Derfor blev det muligt endelig at få opsagt, tømt og afviklet hendes lejlighed i Aalborg, hvilket hele December måned gik med. Og heldigvis var Dennis og jeg ikke alene om det – hele “demens i familien”-situationen gjorde, at jeg på en måde blev ‘genforenet’ med 3 af mine søskende, så både de og Bendtsen + hans kæreste (kan I huske ham? Min ex-kæreste som jeg boede sammen med i 9 år? Vi er de skam stadig de bedste venner :)) trådte til, og hjalp med at få tømt lejligheden. Det tog skam kun en formiddag :)
Det tog lidt tid for mor at falde til på den nye afdeling, og desværre var hendes sygdom blevet mere fremskreden på den midlertidige afdeling (kan skyldes at der på dén afdeling var tendenser til mere larm og uro), men på nuværende tidspunkt lader det til, at udviklingen af hendes demens er bremset en hel del, og nu udvikler sig langsommere. Jeg besøger hende jævnligt (ugentligt), og hun har dage hvor hun kan kende mig – og så er der også de dage, hvor hun ikke kan. Jeg har vænnet mig til det, men det er jo svært med demens. Teknisk set mister jeg hende jo faktisk to gange. Men hun får den bedste pleje hun kan få – og hun stritter skam også imod akkurat som hun plejer :) og selvom jeg nogle gange kører 60km for kun lige at være hos hende i 10 min før hun sender mig hjem igen, så kan det altser være de bedste 10 min i hele dén uge <3
Blodproppen tog lidt hårdere på ham, end han selv havde indset. Han vendte ganske vist tilbage til sit chauffør-job, men valgte at sige op i August sidste år, og sygemelde sig. Det var ikke med hans gode vilje, men vi måtte indse, at dén type arbejde ikke længere var sundt for ham. Han var sygemeldt indtil Marts i år, hvor han sidenhen har brugt tiden på efteruddannelse og kurser, men stadig er ‘hjemmegående husfar’. Han har det godt, og han hygger sig med alt den fritid :) Energi-niveauet arbejder vi stadig på, så han får ‘lette’ opgaver herhjemme, såsom opvask og græsslåning. Vi leder stadig efter det rette job til ham, men det er ikke noget vi har tralvt med. Og jeg bliver ved med at sige “vi” da det er en fælles beslutning, som jeg til tider har måtte overtale ham til, fordi han er en arbejdshest. Jeg har direkte sagt til ham, at han ikke behøver at have travlt med at finde et job.
Han hygger sig med katten, besøger venner og familie, og har lige haft hans søn på 2 ugers ferie (som desværre slutter i dag), og har haft aftensmaden klar hver aften, når jeg er kommet hjem ;)
Jo – det er faktisk super hyggeligt! Og lidt sjovt at rollerne for en gangs skyld er byttet om ;)
Manse Knoldborg Loddenberg Thordsen er nu 11 år, og lever sit absolut bedste katte-liv, kan jeg godt love jer! :)
Han har nu levet med diabetes i snart 1,5 år, men det har bestemt ikke nogen inflydelse på hverken humør eller hans trivsel – faktisk er han dén af os, som har det absolut bedst <3 Møg-forkælet og super dejlig som altid. Vi var hos vores favorit-dyrlæge i starten af Juli, hvor det blev slået fast, at hans diabetes er vel-behandlet og at han trives storartet. Han elsker hans rutiner ligeså højt som jeg elsker mine egne, og da jeg begyndte at skrive på hans afsnit her, havde han allerede stået her ved siden af min stol, og 'kaldt' på mig i 10 min, af den simple årsag at vi nærmede os hans "prik & bid-bid tid", som vi kalder det herhjemme - hvilket vil sige, at dagens første 'hyggestund' skulle tage sin begyndelse; op på køkkenbordet på hans favorittæppe, få nussere og 6 godbidder, mens han får dagens første prik (insulin), og derefter direkte ud og gå tur i haven! Same procedure as always. Dette ritual gentages ligeledes om aftenen, hvor han får dagens 2. skud insulin. Og nej, han mærker det ikke. I dag prikker vi sent - kl. 07.45 - da jeg har sent fri, og dermed prikker vi ligeledes senere i aften - ca. 20.30. Normalvis hedder den 05.30 morgen/18.15 aften. Men altid med efterfølgende gåtur i haven. Tiden der imellem spenderer han med “Virkelig Vigtige Katte-ting”; sove på sofaen, mens han hører jazz på tv’et (jeg ved ikke hvad det er, men jeg opdagede det da jeg selv begyndte at sætte youtube-jazzkanaler på, når jeg gjorde rent eller bare hyggede mig – så kom Manse ind og puttede sig i sofaen, så snart det kom på!), hygger sig med hans ‘far’, eller spiser, leger og holder øje med haven fra vinduet i stuen :)
I skrivende stund er jeg fyldt 41 år, og – ikke overraskende – er jeg nok også dén, som har lidt den største overbelastning, rent mentalt. Og det er ikke nogen overdrivelse, ej heller en klagesang. Indtil for 1 måned siden, så jeg ligeledes 10 år ældre ud, end jeg faktisk er. Heller ikke overraskende skyldes dét jo selvfølgelig alle før-nævnte situationer og prøvelser, samt endnu flere som stødte til, og bare gjorde ondt værre. Sidste år begyndte jeg pludseligt at døje med nogle ret voldsomme anfald, som man først troede var anafylytisk shock. Faktisk var de så hyppige og så voldsomme, at jeg en aften måtte få Dennis til at ringe 1-1-2, da jeg seriøst troede, at jeg var ved at dø. Helt oprigtigt. Man fandt intet. Hverken ved lægen, eller på sygehuset. Så lægen besluttede, at det var mit blodtryksmedicin som var årsagen, da han ikke kunne finde andre årsager. Så han skiftede det ud med noget andet. Så fik jeg komplikationer, og anfaldende fortsatte. Så skiftede man igen, og igen. Og det fortsatte i samme rille. Til sidst gav jeg op, og gav mig til selv at forske i det. Og så gav det pludselig mening. Det var stressudløste panikanfald. Simpelthen. For udover aaaaalt det andet som foregik, så mistede jeg henover sidste år (hhv. i Juni og December) et vennepar. Den ene til en pludselig hjerneblødning, og den anden af endnu ukendte årsager. Dét tog mig sgu! Dødsangst har aldrig været en ting for mig, men at miste to mennesker under 50, med så kort mellemrum, satte åbenbart pludselig min egen verden (og igangværende situation) i et helt andet perspektiv. Jeg tiggede og bad derfor lægen om beta-blokkere, for at få ro på hovedet og tankemylderet. Og så stoppede anfaldende.
Det var jo ikke så let, som jeg får det til at lyde her, men indlægget bliver sindsygt langt, hvis jeg skal gå i detaljerne. Men beta-blokkere har også deres bivirkninger, så mens jeg tog dem de næste 6 måneder, så tog jeg også 12 kg på. Jeg har nu skiftet læge, og har for nyligt også stoppet brugen af beta-blokkere. Og ironisk nok, har jeg fået min gamle blodtryksmedicin tilbage, som den gamle læge mente var årsagen, til mine anfald. Jeg har ikke haft et anfald siden december sidste år. men jeg har afværget 2. For nu ved jeg, hvordan jeg skal håndtere panikanfald. Enough said, punktum.
Min jobsituation har været en rodet affære. Jeg blev jo ansat ved en købmand, men jeg stoppede igen ret kort efter! Så prøvede jeg et andet sted i praktik en måned, og det var heller ikke det rigtige. Så skrev jeg en ansøgning til et lille-bitte jobopslag på facebook, som bestod af 3 små linier og et billede – og den dag i dag, næsten 4 måneder senere, smiler selvsamme chef på daværende billede til mig næsten dagligt! I shit you not!
Jeg er blevet ansat som salgsassistent hos Ny Form i Hirtshals – yes, på min egen hjemmebane. Jeg sælger tøj, betjener kunder og hygger mig voldsomt meget i verdens hyggeligste, lille lokale butik, med den absolut bedste placering på hjørnet af gågaden og Den Grønne Plads, med udsigt udover Hirtshals havn. Jeg har verdens bedste job, verdens bedste chef og ven, og de fineste kollegaer! Jeg arbejder ikke fuldtid, men derimod 25-30 timer/uge nu i højsæsonen. Sådan er det i denne branche. Jeg trives med min ugentlige arbejdstid, og tjener ikke en formue – og drømmen om et sommerhus (ja – den er ny!) er blevet syltet til bedre tider, når Dennis igen er klar til et arbejde. Håbet er nu, at der er timer nok i det til vinter, når turisterne er long gone, for jeg elsker i sandhed mit arbejde! Nok er jeg ikke rig, men jeg arbejder hårdt, begår fejl dagligt, lærer noget nyt hele tiden, og tjener hver en krone selv, uden hjælp eller supplement udefra. Og så griner jeg hver eneste dag – højt og herligt! Det var drømmen, venner. Intet mindre.
Stressen spøger stadig ind imellem, og tallet på vægten er stadig for højt, men jeg har lært at sætte livet i frigear, og lade tiden arbejde for mig. Jeg har fået mere tid, overskud og stabilitet til de små ting – og at tage mig af mig selv, på den rigtige måde. Alt det vender vi tilbage til – for nu er jeg nemlig tilbage :)
Jeg håber at I også har det godt!
Vi ses snart igen! <3
