Glædelig jul, allesammen <3
Jeg håber I alle havde en rigtig dejlig juleaften – og en god høst af julegaver dette år :D

Personligt selv havde jeg selv en rigtig dejlig én af slagsen! Ikke så meget har afviget fra vores traditionelle jul – bortset fra et par enkelte tweaks og turns: faktisk fejredere vi jul herhjemme på gården, og jeg fik endda lokket min kære mor herop og holde jul med os – for første gang nogensinde! Vi plejer ellers at være hos hende, men jeg har længe haft et ønske om, at tilbringe juleaften i mit eget hjem og dermed fejre det med min familie – og det ønske blev endelig opfyldt <3

I år vil jeg ikke snakke så meget om gaver, mad eller juletræ… til dels fordi at alle andre gør det. I år hentede vi min mor tidligt på eftermiddagen, kom hjem og fik kaffe, spillede et spil Ludo (jeg vandt!) og ved aftenstid placerede vi min mor på en barstol her i min kaffebar i køkkenet med et glas hvidtøl, og skruede stolen så højt op, at hun ikke kunne komme ned :D Dermed kunne Bendtsen og jeg fremstille en lækker julemiddag for hende – som heldigvis blev en bragende success (….de snakker stadig om hvor god min sovs var :D). Vi hyggede hele dagen og aftenen i lyset af min seneste fixering: bordpynt :D Hvilket nok fremgår klart og tydeligt af billederne.
Det er en anelse nyt for mig, men ikke desto mindre er det blevet lidt af en besættelse for mig. Og jeg har ved gud aldrig rigtig gjort meget ud af den slags før – men under et tilfældigt Ikea-besøg i slut november, blev jeg pludselig inspireret i så høj grad, at jeg endte op med “guld-feber”. Pludselig stod man der midt i Ikea (typisk) og ragede til sig af lysestager, glas-klokker og servietter. Med et komplet billede på indersiden af hovedet, med både årets julefarve, men ligeledes en komplet opstilling af noget så fremmed for mig som bordpynt. Resultatet ser I på billederne. Og jeg har ikke bare lært vigtigheden i et smukt dækket bord til at sætte stemningen for et evt. tema, men jeg har ligeledes allerede lagt planer for stort set samtlige helligdage i det kommende år! Sideløbende med det, er der plottet en ny kategori ind her på bloggen, samt at I kan forvente et par intressante DIY’s i denne forbindelse…! Det er min mini-julegave til jer. Det falder måske ikke i alles smag (det har i hvert fald ikke interesseret mig før!), men måske nogle kunne plukke nogle ideer eller blive ligeså inspireret som jeg har været den seneste tid :) Sideløbende med jule-planlægning har jeg ligeledes gjort mig nogle virkelig spændende fund i genbrugsbutikkerne, som også vil blive afsløret henover det kommende år :D

Julebordet i år er som sagt primært bestående af Ikea-items, men alligevel krydret lidt med ideer fra min krøllede hjerne: tin-dåserne med hver sin mini-julestjerne er faktisk arvegods fra Bendtsens far – gamle tobaksdåser som jeg fandt i Bendtsens værksted, som er blevet omhyggeligt rengjort og stillet til pynt med lidt jule-godter indeni. De får mig bare til at smile. Lys-manchetterne var nogen min mor gav mig for mange år siden, hvilket jeg først nu sætter rigtig pris på, da de nu om dage er ufatteligt svære at opdrive! Tin-soldaterne er fra Plantorama, og blad-pynt og bånd er fra noget så jævnt som Meny. Drikkeglassene fandt jeg i genbrasen til en 20’er pr. stk. Joh, tingene kan nogle gange godt gribe om sig, og jeg har undervejs lært at et mix-match af forskellige dimser og stilarter kan hjælpe til en yderst hyggelig og spændende stemning!