Når man vælger at have kæmpe store planter i sin bolig, er der jo også en vis fare forbundet med det. Og så må det praktiske til tider erstatte det æstetiske – eller man er heldig at finde en metode som kan kombinere begge.
Det var en erfaring Bendtsen og jeg gjorde os søndag morgen, da min 2,30m høje cowboykaktus ‘Bigfoot’ pludselig tippede og væltede! Heldigvis skete der intet, for Bendtsen var kun lige kommet omkring hjørnet inde fra stuen da det skete. Og tro mig, ingen vil have dén kæmpe over sig! Da vi begge igen havde genvundet fatningen, besluttede vi os for at det aldrig skal ske igen, så vi samlede planten op, ompottede den til en endnu større potte, og tog direkte i Jem&Fix efter de essentielle nødvendigheder, til fremtidig sikring af mit elskede monster. Bigfoot har simpelthen fået spændetrøje på nu XD Hvilket ikke krævede meget andet end 2 solide, lukkede kroge, og en plantewire med ståltråd indeni.

Som om det ikke var nok, skulle der alligevel ske noget selv samme aften! Igen var det Bendtsen der tog skraldet, da han gik omkring rumdeleren mellem spisestue og kontor – der kom min kæmpe Monstera pludselig flyvende ned fra toppen af reolen! Den var blevet ret tung og lang efterhånden, og der skulle bare et lille vip af systemet til at vælte hele molevitten der også. Bendtsen var nærmest på bristepunktet denne gang XD 2 planter på samme dag, og gudhjælpemig i samme rum!
Også her måtte fremtidige uheld forhindres, og da Monsteret var trimmet og ompottet, valgte vi simpelthen at skrue to kroge fast i loftet på hver side af reolen, og sætte plantens ‘arme’ fast heri, for at støtte den. Denne plante har efterhånden nået et ‘vingefang’ på mere end 2m, så ikke underligt den var ret overbelastet af at hænge! Faktisk fulgte der en bonus med tricket at binde den op i loftet – vi har nu en fuldkommen suveræn junglestemning herinde på kontoret :D

Selvom vi sagtens kan grine og joke om episoden nu, som jo ikke var så slem alligevel, har vi dog stadig det faktum i tankerne, at vi ofte har besøg af venner og familie med små børn, og at der også bor 3 katte her i huset. Så jeg smider hellere end gerne æstetikken over bord for deres sikkerhed! Planterne bliver her dog – om så jeg skal bolte dem fast til lofter og vægge! :D