Jep – jeg har modtaget kalenderen fra Atelier Aarhus :-) Hvis I vil læse mere om min mening om den, så kig lidt længere nede i indlægget. Men først og fremmest er der lige en ting jeg gerne vil dele med jer…

Kan bloggen mon godt tåle, at det bliver lidt personligt…? I don’t know… men måske det er et forsøg værd.
Siden jeg modtog den her kalender i starten af oktober, har jeg gået og lurepasset lidt omkring den. Ikke at der er noget som helst galt med den, bevares! Men den minder mig om ting. Ting jeg bør huske at skrive ned, for glemsomhed er for mig noget der kommer og går. Nogle gange oftere end jeg vil indrømme. Det er dét der med altid at se fremad. Jeg er nemlig ikke en person, der tror på depression – faktisk er jeg overbevist om, at ordet ‘depression’ bare er en undskyldning for, at man er et dårligt sted i sit liv, men ikke aner (eller gider) gribe ind, dér hvor skoen trykker. En læge forsøgte engang at stille diagnosen på mig. Det var ikke umiddelbart noget jeg ønskede at acceptere – derimod besluttede jeg mig for at finde årsagen, og ændre situationen. Hvilket er det bedste jeg nogensinde har gjort!
Den dag i dag, er jeg et glad og positivt individ, der altid omfavner de situationer der til mig kommer, med et positivt sind. Jeg elsker de ting jeg laver, de mennesker jeg omgås, og udfører de ideer jeg får. Jeg siger ikke at mit liv er perfekt – bevares, jeg har mine udfordringer og op/ned-ture. Og faktisk en del af dem! Desværre er jeg sådan indrettet, at selvom min hjerne konstant hver dag siger “go-go-go! du kan godt!”, så har kroppen det med at hive i bremsen, så hele systemet ryster, og samtlige møtrikker skriger af modstanden. Det sker oftest, når der bliver puttet for meget i kværnen på øverste etage. Det sker ikke hver dag, heller ikke ofte. Men det sker. Og som I nok kan regne ud, så er det ved at ske igen. Og faktisk er det kun lige gået op for mig for ganske få dage siden. Det var en lille-bitte og fuldkommen absurd tanke, der fik bægeret til at flyde over. Faktisk var det så latterligt, at jeg ikke engang føler for at skrive det, men jeg vil alligevel stille det op som et eksempel, for nogen der måske kunne tage det til sig, og ikke afskrive det som noget fuldkommen latterligt, hvis det en dag skulle ramme jer. Det var såre simpelt bare den situation, at jeg i fredags slæbte min reol i stuen udenfor, og gav mig til at spraymale den. Mens malingen tørrede, gik det pludselig op for mig, at jeg ikke havde nok maling, til at gøre den færdig den dag. Jeg havde heller ingen bil hjemme, så jeg kunne hente noget mere, og jeg havde faktisk heller ikke tid, eftersom jeg skulle noget senere på dagen. Så var det jeg satte mig ned, beskuede det halvfærdige værk og fin-tænkte over problem-stillingen. Og så var det jeg blev overvældet af kvalme, ved udsigten til, at mine planer var skudt fuldkommen i sænk! Det lyder uskyldigt og ret absurd, men når man sætter det sammen med manglende overskud til de mest simple ting, de irriterende søvnproblemer jeg har haft de sidste 2 uger, smerter i nakke og skuldre, de tilbagevendende hovedpiner hver anden dag, og et relativt stort tankemylder som på det seneste har plaget mig primært om dagen, men nu oftere om natten, så har symptomerne det med at danne sig et billede af et lidt større perspektiv – og det har et navn. Det hedder stress.

Hvor meget jeg end elsker hverdagen, og alt ved den, så har det med at indhente mig. Ikke hver dag, heller ikke så forfærdeligt ofte – men bedst som hovedet synes at det går godt, at det går fremad, så er det kroppen hiver i bremsen. Og faren er netop, at man sjældent opdager det i tide. Ergo de fysiske symptomer. Jeg så den slet ikke komme. Til trods for at jeg har døjet med det i mange, mange år. Og sågar har været hospitals-indlagt på grund af det. Så sent som for 2 år siden, frygtede mig læge faktisk for mit liv – hvilket hun først fortalte mig sidste år, da vi endelig havde fundet et præparat til mit blodtryk som virkede. Jeg var dengang i overhængende fare for at mit hjerte satte ud – hjertestop, sagde hun. Hvilket jeg slet ikke kunne få til at bundfælde i mit sind, for jeg havde det da fint! Og jeg synes stadig, at jeg har det fint!

Selv-erkendelse er åbenbart ikke min ven. Men jeg har heldigvis allerede tid ved lægen senere på måneden. For da de første symptomer begyndte at melde sig, tænkte jeg, at det nok var klogt at få sat noget undersøgelse i gang, i stedet for bare at skubbe det foran mig og tænke at “det bare er en hurdle, du skal igennem!”. Der er jo godt nok noget pres på mig for tiden. Fra nogle højere magter, som siger jeg skal op i tid i praktikken. Så jeg kan blive job-parat og dermed bestride et normalt job. På et helt normalt timeantal. For det har jeg jo sagt hele tiden, at jeg sagtens kan! Det lægger jo noget pres på mig, og noget ansvar. For jeg er jo også glad for det sted jeg er nu, så hvad skulle forhindre mig i at nå i mål?! Jeg vil jo gerne arbejde – præstere! Og jeg er jo god til det jeg laver. Well, det er jo hovedets mening. Men kroppen har åbenbart en hel anden mening. Men hvad er alternativet? Jeg tør ikke engang tænkte tanken til ende, selvom det er netop dén tanke, der konstant spøger i mit sind. Mine fysiske gener bliver værre, og de nærmeste omkring mig er begyndt at bemærke det. Og jeg har været nødsaget til også at åbne op omkring det, for at få ventileret og målt hele situationen – deraf denne lange smøre.
Intet er afgjort endnu, men jeg frygter det værste – men håber det bedste. Det eneste jeg kan gøre for mig selv pt, er bare at tage en dag af gangen, ernære mig selv med sund mad, læse bøger for at aflede mine tanker, og få så meget søvn som jeg kan få hver nat. Og ellers bevare mit positive livssyn., og opretholde en så normal hverdag som overhovedet muligt. Men nogle ting står på stand-by i tiden… og kære venner, bloggen er én af dem :( Men nu håber jeg I forstår hvorfor det sommetider sker. Det her indlæg er startet med et dybt suk, skrevet med hudløs ærlighed, og nu afsluttet med et sæt skuldre, som lige er faldet lidt mere på plads. Ikke at det løser alle mine problemer, men det hjælper da lidt på min konto med selvbebrejdelser og samvittighedskvaler, over ting jeg ikke kan magte i øjeblikket. Og ikke mindst håber jeg, at det kan hjælpe jer i fremtiden.
Og hvis I stadig er med så langt her (1181 ord i skrivende stund) så fortjener I sgu en præmie!

Tilbage til kalenderen. Jeg modtog den som sagt start oktober, blev vældigt begejstret over den fine æske den kommer i, og det lille fine visitkort – meget flotte detaljer! Omslaget er endelig blevet afsløret… og helt ærligt; jeg er ikke begejstret for det. Overhovedet. Jeg elsker det indvendige – I kan se billeder på Atelier Aarhus’ egen instagram lige her. Men jeg savner omslaget fra sidste år, hvilket var det som gjorde mig svært interesseret i kalenderen. I år? Not so much. Ganske fint at det er modstandsdygtigt for snavs, fedt-fingre og sågar kaffe, og sølvdetaljerne er ganske vist fine – omend svære at gennemskue. Men jeg er glad for den. Og 2018 kan godt komme anton :D