How are you doin’?! Man er næsten fristet til at citere Joey fra Friends – omend konteksten er en helt anden! Jo, Corona og alt det dér. Men jeg må erkende, at hverdagen behandler mig ret godt lige i tiden! Efter at have knoklet måsen ud af bukserne de sidste 3 år for flere forskellige arbejdsgivere på én gang (de første 1,5 år uden ferie…) må jeg indrømme, at jeg på nuværende tidspunkt udnytter pandemiens trivielle elementer til min egen fordel… det er sikkert tarveligt at sige højt, men jeg har ikke tænkt mig at undskylde for at vende en negativ situation til noget positivt – det står skam frit for alle :)
Der er sket forbedringer på flere fronter de sidste 14 dage. Min hverdag har på mange måder fået sig en lille “detox”, hvilket giver plads til nye tanker og ideer. Jeg var på forhånd klar over, at det ville blive udfordrende at finde et job lige p.t, men til trods for det, så søger jeg naturligvis stadig. Dog har jeg på det seneste haft tid (og overskud) til at fin-pudse både ansøgning og CV, så begge dele nu er gået fra Kedelig til Killer på skalaen. Hvorfor jeg ved at mit papirarbejde er Killer? Fordi da jeg sendte til første to eksemplarer ud i verden, fik jeg hhv. promte og næste morgen, to blanke afvisninger! Den ene fra geskæftig sekretær og nr. 2 fra marketingschef (begge kvinder, pudsigt nok). Sådan var jeg også i mit gamle job… hvis jeg modtog en virkelig god ansøgning, afviste jeg dem også med det samme. Ikke kun fordi vi ikke manglede nogen – men i høj grad ligeledes fordi, at de lød til at være en trussel for min stilling og rolle i virksomheden – kvinde er kvinde værst ;) Det er sgu ærlig snak fra min side, og nogle kan sikkert genkende situationen? Jeg håber ihvf. ikke at jeg har stødt nogen på manchetterne :)
Ydermere har jeg fået oparbejdet en virkelig god søvnrytme (faste sengetider er altser det sundeste!), vundet 750kr i Torsdags-Banko (jep – vi deltager stadig! Eneste sociale aktivitet vi har i øjeblikket), samt blevet ny-forelsket i min 12 år gamle jumpsuit, som jeg engang fik af Moss Copenhagen! Utroligt at den har hængt i skabet de sidste 10 år, uden at jeg nogensinde har overvejet at bruge den! And it still fits! OG! De sælger den gudhjælpemig endnu!
Dennis og jeg går desuden også og deler sofa-tanker… eller… vi deler faktisk flere tanker. Både med hensyn til kælderen, nyt køkken og sofa. Men vi starter i den lette ende, og arbejder os fremad, efterhånden som vi får et mere håndgribeligt billede af, hvad vi kan og ikke kan – primært i forhold til stil og husets struktur og opbygning! Køkkenet bliver en vild udfordring, men den ting til sin tid! :D
Sofa-tanken blev affødt af min jagt på den perfekte lænestol! Som har varet i godt og vel 4 måneder, på nuværende tidspunkt! Jeg kunne ikke finde ‘den perfekte lænestol’. Efter gennemgribende søgninger på bolighuse, auktionshuse og hjemmesider blev jeg simpelthen træt af det! Så jeg har designet, og bestilt, min egen lænestol :) Og den er helt perfekt :) Det lyder simpelt, men det er trods alt en længere process! Det første jeg gjorde var at opsnuse en virksomhed, som faktisk var i stand til at tilbyde costumized design (hvilket jeg efter alt at dømme er fan af, hvis man skal sammenligne med min sidste post…), og ikke mindst til at levere indenfor rimelig tid! Næste skridt var research – af både virksomhed og kvalitet. Og stofprøver! Masser af dem! Jeg har jo fra starten haft et helt klart billede af ‘min’ lænestol, men farvevalget har dog været svævende. Men da jeg modtog stofprøverne, var der ingen tvivl! Faktisk stod valget umiddelbart mellem disse 4 velour:
Ikke bare har jeg valgt farven på min nye lænestol – men Dennis og jeg blev så begejstrede for prøverne, at vi faktisk også allerede har besluttet kvaliteten OG farven på vores kommende nye sofa! Så er der kun tilbage at få valgt en model som vi begge kan lide, og som dækker vores behov – hvilket godt kan blive en lidt længere process :D
Indtil videre må Dennis & jeg (og I!) foreløbigt vente 6-7 uger endnu, før min perfekte lænestol ankommer – og hold nu fast jeg glæder mig!!