Vi har verdens absolut bedste drivhus i baghaven. Just saying! Og jeg siger “vi” fordi Dennis siger jeg skal sige det. Jeg er nemlig underligt nok stadig på indledningen “Dennis har…” til alt hvad der vedrører det her hus. Også selvom jeg er ved at tage ejerskab over det hele, med alt det jeg får sat i værk, og istandsat. Aner ikke hvorfor, men jeg må stadig knibe mig i armen over mit held. Han insisterer derfor på, at alt er “vores”. Så derfor “vi”.
Jeg spottede potentialet for drivhuset allerede første gang jeg så det. “Engelsk, nedsænket, bagmuret” som jeg beskriver det for folk som ikke er bekendt med det. Dengang – og langt op til nu – var det to-delt med et skur/værksted i den ene ende, og drivhus-delen i den anden ende. Og den svensk-røde maling er et gennemgående tema her på matriklen, som jeg langsomt og sikkert er ved at få bugt med! Vi er nemlig gået i gang med at opgradere alt udenfor. Sidst vi snakkede, var det vores trappe jeg havde fixet og opgraderet – sidenhen har forhaven fået en gedigen opgradering fra øjenbæ til noget der ligner resten af gaden (dén snak tager vi senere!), og NU er det drivhusets tur! Det er mit svendestykke – mit mesterværk. Forhåbligvis!
Jeg har så mange planer og ideer, at jeg må skrive alt ned i en notesbog – og det optager efterhånden adskillige sider, og utallige post-its. Og det tror da pokker, for enhver der så det inden vi gik i gang, ville mene at det er et kæmpe projekt! Selv jeg, som ikke rigtigt har fattet, hvordan jeg skulle gribe alt det an. Jeg er bedre til at visualisere det færdige projekt – jeg tænker ikke så meget over, hvad der egentlig kræves for at komme dertil. Heldigvis har jeg Dennis – realisten. Ham der har hænderne skruet ordentligt på, og et falke-blik der siger spar 2. Step-by-step gennemgik vi en aften sammen, hvad der måtte gøres – og så gik vi simpelthen bare i gang! Vi er pisse gode til den slags, har jeg erfaret.
Billede 1 er fra forrige søndag, hvor jeg startede på at få vasket hele huset ned udenpå. Sidenhen er de svensk-røde lister malet sorte 1. gang – og så vendte vejret gudhjælpemig. Der var ikke andet at gøre, end at rykke ind indenfor og gå i gang dér. Siden da, har vi fået udskiftet en god del ruder som var smadrede – de er nu udskiftet med plexiglas. Der er desuden monteret lister og omdannet et par vinduer, for at få det hele til at hænge sammen. Indenfor i vinduespartiet har jeg samtidigt skrabet og malet – skrabet og malet. Noget af det gamle træværk var i så dårlig stand, at Dennis har udskiftet det med nye brædder og lister. Og jeg har sat mig selv på at male hele vinduespartiet hvidt. En ting som både kræver præcision, koncentration og stamina! Alt træværk måtte have 3 lag maling, så det har hele den første uge gået med! Billede 2 illustrerer processen – meget af træværket var nemlig blåt før (WHY?!). De sidste par dage har jeg brugt på at skrabe ruderne fri for maling, som er kommet på afveje. og vi er gået i gang med at male det øvrige træværk indenfor i huset. Som sagt var det før to-delt, og Dennis har fjernet væggen som omdelte rummene – hvilket afslørede en syret mix-match af 6 forskellige farver og utallige “lappe-løsninger” overalt på den ene langside. Pænt psykedelisk at kikke på! Sidste billede er taget i går aftes, da væggen og dørene havde fået hhv. 1. og 2. gang. Den bagerste dør er afspærret, men er nu “malet ind” i bagvæggen for at falde ind med resten – den skal ikke bruges mere, da den primære indgang vil være døren tættest på vinduespartiet. Og der er lavet hul i døren til et lille vindue :D Det samler sig nu! Og det kribler i fingrene for at komme ud og male den sidste stump væg ved siden af den afspærrende dør – men duggen skal lige lette først :D
Når alt træværk er behandlet og malet, går jeg på murværket. Det skal ligeledes være hvidt. Og det omfatter ligeledes hele rummet. Både kanterne rundt om det hele, og hele bagvæggen. Må guderne være med mig. Indtil videre har jeg brugt de første 12L træmaling, og der er indkøbt 10kg cementmaling til murværket. Spærrene skal desuden males sorte, og det skal de indbyggede hylder ligeledes på væggen ved den spærrede dør. Alle lægter skal males hvide. Jeg kan heldigvis genbruge en masse ting derude – men de skal ligeledes have en opfriskende gang maling. Jeg er pænt overbevist om, at jeg ender med at bruge omtrent 20-25L hvid maling, inden jeg overhovedet er færdig med dén del :D Indenfor – vel at mærke. Jeg tør slet ikke tænke på ydersiden. Jeg vil ikke engang begynde at tænke på, hvor meget sort jeg kommer til at bruge :D
I grove træk mangler der nu – udover at male færdigt – at få lavet et trappe-højbed ved vinduespartiet. Der skal nyt tag på hele huset, og nye lægter på, og der skal lægges terrassebrædder hvor der nu er bede – resten af gulvet er støbt. Og så skal der naturligvis ryddes og gøres rent! Og indrettes! <3
Jeg bliver ved med at kalde det for et drivhus – men det ender faktisk ud med at være et orangeri/udestue. Og planen for det ligger fuldkommen klar :D Så klar, at jeg faktisk allerede har købt nye greb til en skænk derude, som for fremtiden skal være mit plantebord :D I’m in the details!
Vi har et stykke til målet endnu – men vi bruger også alt den tid vi kan undvære derude. De sidste par uger har vi dagligt brugt 4-8 timer derude hver dag. Kun afbrudt af et par køreture i weekenden, hvor vi måtte en tur til Sebbersund efter et bambus-møbelsæt bestående af 4 stole og et bord, som jeg havde fundet til en absurd billig pris (450kr) – og til trods for at jeg ikke engang er “der” endnu, så måtte det bare indkøbes og hentes hjem til orageriet er klar :D Søndag formiddag gik turen til Frederikshavn efter et anker til forhaven (Hirtshals er en havneby, I ved… alle har dem heroppe). Dog 1 tvungen fridag, da det regnede og blæste så meget, at det ikke var til at være ude.
Min malerhjerne er så gennemgribende at jeg til tider glemmer vasketøjet i vaskemaskinen. Sengen bliver kun redt hver 2. dag, og opvasken gider jeg slet ikke tale om! Mandag fik jeg dog endelig støvsuget… Jeg håber godtnok at det snart vender, og jeg kan få min forstand tilbage… udendørs træmaling er dælme godtnok en braincell-killer, så det arbejde skal bare overstås, så vi kan komme videre i projektet :D Og bare rolig – jeg har planer om at holde jer opdateret omkring processen af renoveringen – hvis jeg husker det! ;D
[…] Drivhus-Renovering | Step 1: Malerhjerne! Drivhus-Renovering #2 | Hylder, hækling & halvleg Drivhus-Renovering #3 | Drivhuset på det seneste… :) Drivhus-Renovering #4 | Nyt gulv & (2.) sidste punkt på check-listen! […]