Utroligt nok har jeg ikke mange andre billeder af lejligheden. Disse blev taget en uge efter, at jeg endelig havde besluttet mig for at flytte. Det er næsten kun derfor at jeg har dem. Ja okay – disse, og dem jeg tog da jeg flyttede ind og lejligheden var tom. Og nogle spredte ‘hverdags-shots’.

Jeg ser tilbage med lige dele gru og glæde.

95m2 lige midt i Aalborgs pulserende centrum. Stueetage, 1,5 m over gaden. Jeg tilbragte mange timer siddende i vinduet i spisestuen, når jeg kom hjem fra arbejde i hverdagene. Jeg fik aldrig gæster derude. To gange besøgte min mor mig, men kun fordi jeg selv hentede hende. Jeg havde dog telefonisk kontakt med min – efterhånden – lille omgangskreds. Og jeg lærte, hvem mine sande venner er. Da jeg skulle af med Fiatten i slutningen af maj, var det min nye ven ‘Boblen’ som kom og hentede mig. Da jeg skulle hente min nye bil i Vejle på en helt almindelig tirsdag i starten af Juni, var det min gamle kollega som kørte mig derned. Når jeg var i kulkælderen, var det Jesper som jeg altid kunne ringe til, og i weekenderne flygtede jeg nærmest ud af byen og tog nordpå op til Dennis som jeg hjalp med at ordne have hos, hele sommeren.

Jeg var virkelig glad for den lejlighed! Som i helt ind til benet. Den var virkelig fed, stor, gammel, central – og svinedyr (just to mention), og mit eget. Jeg hadede til gengæld alt udenfor. Jeg har ellers altid været god til at være alene. Jeg er oprindeligt fra Aalborg, men det er 20 år siden jeg flyttede derfra, og meget har ændret sig siden, efter alt at dømme. Og ret hurtigt fik jeg indrettet mig på en sådan måde, at jeg dårligt nok behøvede at flytte mig ret meget fra lejligheden i dagligdagen: indkøb blev klaret via Bilka To-go (sindsygt effektivt koncept!) efter arbejde, pakker blev leveret til pakkeboksen på Kennedy Arkaden så de kunne afhentes på min gå-tur hjem fra p-pladsen, og JustEat blev mere eller mindre min favorit. Tip: billigste takeaway i AA er sushi. Og heldigvis også det sundeste alternativ. Nope – jeg behøvede ikke forlade lejligheden, med mindre jeg skulle til/fra arbejde.

Og aldrig i mit liv har jeg været så ensom. Det indrømmer jeg blankt.

Det skal selvfølgelig ikke været nogen ‘sob-story’ det her. For der var da gode øjeblikke. Men min realitetssans vidste godt, at det ikke kunne blive bedre. Det indrømmede jeg allerede 1,5 måned inde i dét forløb. Og jeg havde antenner ude længere nordpå, for at finde noget andet i roligere omgivelser, og et sted med en altan som minimum! Et sted hvor man ikke skal døje med støjende naboer (i mit tilfælde et kollegie, og en gangdør som gav verdens største smæk hver gang den klappede i – hensynsløse overboer!). Set i bakspejlet, er jeg faktisk også glad for ikke længere at være underboen i en 4-etagers ejendom – gennemløbende kloakrør – jeg siger det bare. Og for lige at nævne det, så trivedes kattene dog alligevel derude (deres tørfoder blev for øvrigt leveret til kiosken på hjørnet, 200m fra lejligheden).

Til trods for at jeg synes at jeg havde min hverdag og mit liv ‘coveret’, så tærer det alligevel på én. Ventetiden og uvisheden. Det er stressende at være et sted, i en tilværelse og i et liv, man ikke rigtig ønsker at være i. Frankly speaking, så var det jo ikke mange måneder siden, at jeg lige havde stået i dén situation. To be honest – så gik jeg en lille smule i stykker. Og i sådan en situation, så lærer man pludselig, hvem der egentlig er én nærmest!

Vi er nød til at se tilbage, for at kunne se fremad

Jeg har name-dropped et par personer, som er tæt på mig. Men særligt én kommer til at træde frem. Og det er også nu, at det måske bliver en smule kuriøst for nogen – derfor jeg forklarer detaljer så grundigt. Sammenkoblingen ligger nemlig således, at han har været vores faste afhenter og transportør af forsendelser fra en ekstern virksomhed ude på mit arbejde. Faktisk er han kommet fast på min arbejdsplads nærmest hver dag siden december sidste år. Og nærmest ved et tilfælde. Man lærer jo folk at kende, når man omgås dem længe nok – og ofte nok. Sådan er det faktisk også med Jesper og Boblen, utroligt nok! Men der var særligt én som stak ud fra mængden. Og det var Dennis :)

Der er ikke en hel masse at redegøre for i dén retning – og det er heller ikke fordi det er nødvendigt, som jeg ser det. Men vendepunktet skete en søndag aften i slutningen af August, hvor jeg lige var kommet hjem fra en weekend nordpå. Det ramlede bare. Og migræne havde været weekendens omdrejningspunkt – udløst af spekulationer. Dennis var dén der greb mig i faldet. Og om mandagen pakkede jeg nogle nødvendigheder i en taske, og kattene blev anvist hver deres transportkasse. Alt og alle blev pakket i min lille Opel – så dermed forlod jeg endegyldigt Aalborg og kørte til…

…forsættes i næste post…