Min fødselsdag er ganske vist et overstået kapitel for denne gang (heldigvis… man er jo deroppe hvor man helst ikke vil mindes om sin alder), og jeg havde ganske få forventninger og ønsker omkring emnet. Men det endte med at være en helt fantastisk og lidt overvældende dag! Da jeg havde fødselsdag en onsdag, valgte jeg først at holde den i weekenden, og til det havde jeg valgt at servere en bagt cheesecake, som jeg var fuldkommen vild med at bage for nogle år siden. Men grundet mit skift i kostvaner til LCHF for omkring 3 år siden, blev cheesecake desværre bandlyst. Men jeg er kun et menneske, og nogle gange er det jo helt ok at træde lidt udenfor rammerne. Og jeg elsker overraskelsesmomentet ved at servere noget fuldkommen utraditionelt for mine gæster! Kagen blev modtaget med begejstring, for den smager også vanvittigt godt – og så er den oveni købet super simpel at lave! Keyword; ingen husblads! Og jeg deler gerne opskriften med jer :-)

Cheesecake

100g smør
200g. digestive kiks
2 æg
400g. flødeost naturel (Philadelphia classic, ikke light!)
150g. sukker
3 tsk. vanillesukker
5dl. cremefraiche 38% (18% kan også bruges)

Bank kiksene til smuldr. Eller så smuldret som du synes er passende.
Smelt smør i en gryde, og bland de smuldrede kiks heri. Rør blandingen grundigt sammen, og fordel det straks i en springform (ikke for stor), hvor bunden er beklædt med bagepapir.

Bland flødeost, æg, 100g. sukker og 1½ tsk. vanillesukker, og pisk det til en glat creme.
Hæld massen over kiksebunden, og bag i ca. 20 min ved 180 grader alm. ovn.
Lad afkøle.

Bland så cremefraiche og det resterende sukker og vanillesukker, og hæld det ovenpå den bagte ostemasse.
Bag så det hele en sidste gang i 10 min, 180 grader alm. ovn.

Lad den færdige kage afkøle, og stil den så i køleskabet i mindst 8 timer – gerne længere.
Springformen kan fjernes når kagen skal serveres – giv lige det hele tid til at ‘sætte’ sig :-)

Velbekomme!